Denne anmeldelse bringes på hjemmesiden, da der skete en beklagelig trykfejl af anmeldelsen i Hymnologi 1-4/2016. Derfor bringes i den fulde længde her, samt den side, hvor fejlen skete i det kommende nummer af Hymnologi (1-2/2017).
AF JENS LYSTER
Niels Thomsen, tidligere rektor ved Præstehøjskolen i Løgumkloster, er fortrolig med rollen som formidler og underviser. Det ses af den lille sympatiske forbrugervejledning til 28 ikke altid lige fremkommelige Grundtvigsalmer. Med 3-4 sider til hver salme lykkes det at give overblik over og inddeling af salmen og gennem indfølte parafraser forklare vanskelige ord og passager og give læseren aha-oplevelser, når der åbenbares sammenhænge, undertiden i salmen, undertiden i selve den kristne tro. Det er en opbyggelig bog, Thomsen har skrevet, en bog for både læg og lærd.
Forfatteren har ikke bare undervist præster og gjort det med en akademisk autoritet. Han har også en fortid som frimenighedspræst i Ryslinge og mestrer kunsten at fortælle for sine konfirmander. Flere steder i bogen er det, som om målgruppen kunne være hans egne børnebørn, der fx skal bringes til at se forskellen på nuttede juletræsengle og frygtindgydende bibelske budbringere, der er nødt til at sige “frygt ikke” til hyrderne på marken, der overvældes af “kildevæld til lutter frydesange”. Han taler ikke ned til børnene, men er i øjenhøjde med dem, fordi han vil dele sin glæde med dem.
Alle kirkegængere kan få glæde af denne bog. Til at slå op i, når de kommer hjem fra gudstjenesten og gerne vil forstå den kringlede Grundtvigsalme, som menigheden lige har sunget. Til kirkegængerne hører ikke mindst præsterne, som i Thomsens overskuelige forbrugervejledning kan hente kvalificeret hjælp og inspiration til salmevalg. Grundtvigs salmer er spækkede med hentydninger, der i dag forekommer fremmede, også for teologiske kandidater. Tag bare pinsesalmen “Var I ikke galilæer”, DDS 286, med dette abracadabra-vers
Sandelig, det var Guds finger,
som gav bruden ørnevinger,
midt i ørken hus og gård,
som gav korsets ord fra Østen
sangerstemmen, kæmperøsten
her hos os i tusind år.
Thomsen kaster sig ud i analysen og gør dunkle metaforer fattelige, idet han dog medgiver den undrende læser, at “måske kunne det have været sagt enklere, men man kan ikke foreskrive en visionær, hvordan hans syn skal se ud”. Loyal til det yderste er Thomsen over for Grundtvig. Let og tilsyneladende ubesværet finder han i sine parafraser vej gennem Grundtvigs tungtlæssede vers, så vi ser sammenhængen og meningen, ja, og enkelheden. Kun en eneste gang kommer han Grundtvigs kritikere i møde, ved linjen dog hvor bønder af hunger dø i “Lille Guds barn, hvad skader dig”, DDS 41, hvor Thomsen “indrømmer, at det er uheldigt … at man tror, at meningen er, at Gud ikke tager sig af, at bønder dør af sult.” Her kunne man gerne, skriver Thomsen, af hensyn til brugerne have fraveget Grundtvigs tekst, for “salmebøger skal ikke være digtantologier.”
Præster kan finde inspiration til at forny deres salmerepertoire ved at konsultere denne bog. Fx kan gennemgangen af “Mindes vi en fuldtro ven”, DDS 455, hvor nadveren som mindefest rehabiliteres, måske føre til, at denne ofte oversete nadversalme tages mere i brug. Salmen taler stærkt og tydeligt om, at “Kristus er sandt til stede i sit ord. Kommer han ikke synligt på himlens skyer, så kommer han dog hver søndag, ved hver gudstjeneste, ved hver nadver”.
I analysen af “Denne er dagen, som Herren har gjort” får vi en nyttig belæring om, at “i hver søndagsgudstjeneste holder vi påske og pinse. Vi fejrer Jesu opstandelse, og vi fejrer Helligåndens komme. Det er alt sammen samlet i søndagens gudstjeneste, ikke som en jubilæumsfest for noget, der skete i meget gamle dage, men som en fest for den virkelighed, der hver søndag er levende til stede”.
I sin indledning til bogen skriver Thomsen, at “hensigten med denne samling af tolkninger ikke er at udtømme meningen med salmerne. Det kan man ikke. Men salmebogen har en funktion mere end den at levere salmer til gudstjenesten. Salmebogen har været og er stadig den bedste andagtsbog, vi har. Meningen med denne samling er at give hjælp til at forstå salmerne bedre. Og meningen er ved salmerne at få dybere indsigt i kristentroen.” Så det er en opbyggelig bog, der her er begået. Opbyggelig i ordets gode betydning. Opbyggelig ved at gøre os klogere på den rigdom i intuition, i billeder og i syner, som Grundtvig har givet os at tumle med som en indfaldsvej til den kristne tro. Som den gode sjælesørger bemærker Thomsen til verset om, at Gud selv vil rense og frede tro og håb og kærlighed, jf. DDS 320,8: “Godt at synge sådan, når vi er på vej ned i mismod”, s. 96.
At forstå Grundtvig er for Thomsen også at forstå Vorherre og hans kærlighed til os. Det kan alt sammen gøres vanskeligt og indviklet af kloge hjerner, men vi forstår det let med hjertet. Sagt sammenfattende i “Nåden hun er af kongeblod”, DDS 695 vers 6: “… det må vi alle i det små/ det kan vi alle godt forstå/ som har et menneskehjerte!” Thomsen mestrer den intuitive tilgang til Grundtvig. Særlig nyttig er nok hans gennemgang af helligånds-salmerne, der kan forekomme svært tilgængelige, men han evner at gøre det svære enkelt.
Salmerne bliver tolket, som de står i DDS. Der bliver ikke redegjort for oprindelige vers, der er udeladt i DDS. Det princip fraviger Thomsen så alligevel ved julesalmen “Venner! sagde Guds engel blidt”, der er de sidste fem vers af en sang på 17 vers, der står at læse i Højskolesangbogen som julesangen “Nat i østen er ej så lang”. Fin er kommentaren til vers 2, hvor budskabet til hyrderne er: “født er han, ligger svøbt i løn/ i krybben, tag det vare!” Thomsen skriver: “Tag det vare hedder det. Det kan betyde: Lær mærke til det. Det er der ikke så meget indhold i. Det kan også betyde: Pas godt på det. Det ville være en smuk tanke, at der til de store grove hyrder bliver sagt, at de skal passe godt på det spædbarn, der er alverdens frelser.”
Opbyggelig er gennemgangen af “Hil dig, Frelser og Forsoner”, hvor korsets død i vores sted viser hen til nadveren, hvor legeme og blod “gives for jer”. Bevidst undgås de teologiske betegnelser subjektiv og objektiv forsoningslære. I stedet fortæller Thomsen, at korsets gåde er spørgsmålet om, hvorledes Jesu død bliver til frelse for mig. Nogle teologer har forsøgt at løse gåden ved, som i vers 5 og 6, at lægge vægten på, at Jesu kærlighed føder kærligheden i os. Andre ved, som i vers 3 og 8, at lægge vægten på, at Jesus er stedfortræder (korsets død i vores sted) og forsoner (du betalte syndens sold) for os.
Bogen er en praktisk forbrugervejledning, skrevet så alle kan forstå. Derfor den folkelige betegnelse “vers”, salmevers, og ikke den akademisk korrekte “strofe”. I alle 28 gennemgange er samtlige vers pertentligt aftrykt, så ingen behøver slå efter i salmebogen.
Thomsen citerer nøjagtigt efter 2002-salmebogen, også når den, lidt pjattet, overfromt og inkonsekvent, skriver betegnelser for Jesus med stort. Fx “Hil dig, Frelser og Forsoner”, hvor 1953-salmebogen i overensstemmelse med gældende retskrivning skrev “Hil dig, frelser og forsoner”. Jeg har kun fundet én upræcis gengivelse i forhold til DDS: vers 7,1 i “Nåden hun er af kongeblod”: “Dertil hjælper os nådens Ånd”, der rettelig bør hedde “Dertil os hjælper nådens Ånd”.
Præcise er også, stort set, de kursiverede bibelcitater efter den sidste autoriserede oversættelse. Jeg kunne have ønsket mig, at Bibelselskabets standardiserede forkortelser uden punktum var anvendt, så vi ved et “Matt” kunne slippe for vaklen mellem “Mattæus” (s. 60), “Matthæus” (s. 65) og “Mt.” (s. 64). En svipser i Fadervors 5. bøn, “Forlad os din skyld, som også vi forlader vore skyldnere”, s. 111, kan de fleste nok gennemskue.
Det undrer mig, hvordan den mangeårige abonnent på dette tidsskrift til sin gennemgang af “Gud Herren så til jorden ned”, DDS 493, og “Midt iblandt os er Guds rige”, DDS 320 og “Nåden hun er af kongeblod”, DDS 695, har kunnet undgå at lade sig inspirere af en artikel i Hymnologi 2006 (især s. 162f og 183f) om Treenighedens himmelske rådslagning? Når han i sin gennemgang af “Kommer, sjæle, dyrekøbte”, DDS 250, kan trække en linje tilbage til Kynewulf i 800-tallet, kunne han ved de nævnte salmer have inddraget Sl 85 og Bernhards middelalderlige legende. 1. vers i førstnævnte salme lyder:
Gud Herren så til jorden ned
fra høje Himmel-sale
og ledte om retfærdighed
på bjerge og i dale;
men trindt på jord ej fandtes én
for Gud uskyldig, hjerte-ren,
af verden ubesmittet.
Rigtigt henviser Thomsen til inspirationen fra Sl 14,2-3 (alias Sl 53,3-4), hvor “Herren ser fra himlen ned over menneskene … der alle er kommet på afveje … ingen gør godt, ikke en eneste”. Men så begiver den gode rektor sig ud på tynd is og falder i en våge ved at inddrage også syndflodsberetningen, hvor Gud ser, at menneskeslægten er fordærvet, og kun én er retfærdig, Noa. Men Grundtvig skrev jo udtrykkeligt, at der “ej fandtes én”, så Noa-beretningen er ikke relevant, og fordi eftersøgningen efter den ene retfærdige endte forgæves, arrangerede Gud Herren en himmelsk rådslagning (jf. “råd har du udgrundet” i vers 3), som efter mange overvejelser når frem til at udpege Guds søn som den, der kan gøre fyldest for Adams og Evas tabte retfærdighed. Den middelalderlige legende, der har inspireret både Sthen, Kingo, Brorson og Grundtvig, er for god og for relevant til ikke at blive fremdraget i Thomsens forbrugervejledning.
Inden Thomsens bog kommer i nye oplag, vil en ekstra korrekturlæsning gøre godt. Der er nogle skønhedsfejl. Fx fandt Københavns bombardement ikke sted i 1806 (s. 97), men året efter. Det bibelske udgangspunkt for “Denne er dagen, som Herren har gjort”, DDS 403, er ikke Sl 18, men Sl 118. Og “Har hånd du lagt på Herrens plov”, DDS 633, står ikke i afsnittet “Kristi efterfølgelse”, men under “Forsagelse og kamp”. En salme om efterfølgelse kunne have været DDS 608 eller 609.
Niels Thomsens forbrugervejledning fortjener at finde mange brugere. Grundtvig fortjener det. Derfor er det så glædeligt, at denne bog på bedste vis formår at forene det opbyggelige med den akademiske analyse af perler i vores danske salmeskat. Præsterne vil her kunne hente fornyet mod til oftere at sætte Grundtvig på salmenummertavlen og lade hans “kildevæld til lutter frydesange” tilføre deres prædikener ny saft og kraft.
