En julehymne fra Byzans

UFFE HOLMSGAARD ERIKSEN

Her ses en miniature af legenden om Romanos. Jomfru Maria giver ham i drømme en skriftrulle, han skal sluge. Fra Menologion af Basilios II, ca. 1000 e.Kr.
Fotokilde: Wikipedia Commons

Denne artikel består af tre dele: først introduceres til den byzantinske digter Romanos og hans værk med fokus den dramatiske dimension i hans hymner, de såkaldte kontakier. Dernæst følger en oversigt over kontakier oversat til dansk samt et kort overblik over den nyeste internationale forskning i Romanos. Til sidst bringes en oversættelse af en af hans i alt fire julehymner med en kort indledning.1

1. Liturgisk story-telling: Romanos Melodos og hans dramatiske kontakier

”Da dragen så Dødens frygt,
ilede han hen til jøderne og fandt det, han søgte.
For de ærede og tjente ham
og råbte: ’Kom her, og se
ham som forvirrede dig og verden!
Efter hån og mange piskeslag
hænger han på træet som en trompet,
han som er tilstede overalt og fylder alt.’

Og en anden nyhed: når du hører den, vil du skrige af grin!
En af røverne, som var blevet korsfæstet efter loven sammen med ham,
råbte til ham: ’Husk mig, Herre!’’
Da dragen hørte det, blev han fortvivlet,
sænkede hovedet og råbte:
’Hvis han rækker hånden ud efter disciple fra korset,
så vil han indsætte tugtemestre i graven,
han som er tilstede overalt og fylder alt.’”

(oversat efter Sources Chrétiennes, vol. 128, s. 258-260)

Sådan lyder slutningen på en hymne skrevet af den byzantinske digter, Romanós Melodós. Dragen, som er et andet navn for Djævelen, har fået jøderne til at korsfæste Jesus, som har voldt ham megen plage, fordi Jesus helbreder syge og opvækker døde. Djævelen tror, at Jesus blot er et menneske, men hans underjordiske kompagnon, Døden, advarer ham om, at Jesus er meget mægtigere end noget menneske. Snart vil Dødens og Djævelens magt blive knust, og Kristus vil sætte engle (”tugtemestre”) til at vogte Djævelen og hans dæmoner. For sent indser Djævelen, at korsfæstelsen rent faktisk har bevirket det modsatte af, hvad han troede: Djævelen ville bryde Jesu magt, men i stedet bliver Djævelens magt brudt. Djævelen opfattede sig selv som mægtig, men bliver afsløret som afmægtig, mens Jesus, den tilsyneladende afmægtige, bliver afsløret som mægtig.
Stroferne er fra en af de 57 hymner, som vi har overleveret af Romanos, og hymnetypen kaldes for et kontákion. Dialogen mellem jøderne og Djævelen og plottet, hvor Djævelens misforståelse af situationen bliver afsløret og hans skæbne vendt på hovedet giver unægtelig dette kontakion en dramatisk karakter. Denne dramatiske karakter har fået forskere til at spørge, om dialogerne blev fremført som en slags liturgisk teater, hvor korsangere ville spille rollerne som f.eks. Djævelen og Døden.
I min ph.d.-afhandling Drama in the Kontakia of Romanos the Melodist: A Narratological Analysis of Four Kontakia,2 har jeg bl.a. behandlet dette spørgsmål, men den overordnede problemstilling har været at bestemme den dramatiske karakter eller dimension i kontakierne nøjere, samt at undersøge den retoriske strategi bag brugen af dramatiske teknikker i teksterne. I det følgende vil jeg introducere Romanos og kontakiet, og derefter tager jeg spørgsmålet om teater og drama op.

Romanos og kontakiet
Navnet Romanos vil formodentlig ikke være helt ukendt for byzantinister, særligt hvis vi går en generation tilbage. Filologen Carsten Høeg introducerede i 1950’erne danskerne til Romanos,3 og hans elev, professor emeritus Christian Thodberg, udbredte fra 70’erne og frem kendskabet til Romanos blandt teologistuderende og kirkeligt interesserede. Et antal oversættelser af Romanos’ kontakier blev udgivet i tidskriftet Under Guds Ord og i bogen Alle vort livs mysterier (Anis 1992), en antologi med oldkirkelige prædikener.4 Selvom der kan forudsættes et vist kendskab til Romanos, så er det på sin plads at give en præsentation af digteren og hans værk, da han trods alt ikke hører til blandt de mest kendte skikkelser i den kristne litteraturhistorie.
Om Romanos som historisk person ved vi næsten intet. Vi har kun hans kontakier og nogle senere helgenbeskrivelser til at rekonstruere hans biografi, da han ikke er nævnt i samtidige kilder. Dog er der i forskningen en enighed om, at han må have levet i Konstantinopel i 500-tallet. Han var ifølge helgenbeskrivelserne født i Emesa i Syrien (det nuværende Homs) og blev diakonviet i Berytos (Beirut).
Senere kom han til Konstantinopel, hvor han, ifølge legenden, natten inden juleaften i en drøm fik en skriftrulle, som han skulle sluge, af Jomfru Maria. Da han vågnede, steg han op på prædikestolen og sang sit berømte julekontakion ”I dag føder Jomfruen den, der er over alt det, der er til”. Ifølge helgenbeskrivelsen skrev han herefter langt over tusind kontakier; det må nok regnes for en overdrivelse, der fremmer Romanos’ uomtvisteligt store betydning for den byzantinske kirkesang.
Denne betydning kan også ses af, at han senere fik tilnavnet og ærestitlen ”Melodos”, der betyder en sanger eller en digter, der også skriver melodier – med et rammende, men meget anakronistisk og moderne udtryk en ”singer-songwriter”. Udover disse sparsomme informationer, er der ikke yderligere oplysninger om ham, der bidrager til at give et klarere billede af personen Romanos; derimod er der de 57 kontakier forbundet med hans navn, der i det mindste vidner om en høj poetisk begavelse og retorisk tæft. 5
Et kontakion kan som udgangspunkt defineres som en længere hymne, delt ind i fortrinsvis 18-24 strofer. Det indledes med en indledningsstrofe, som er kortere end de andre og har et andet metrum. I denne indledningsstrofe introduceres et refræn, som gentages i slutningen af alle stroferne. I eksemplet ovenfor, der er en oversættelse af strofe 20 og 21 fra et af de i alt seks kontakier om opstandelsen, er refrænet ”han som er tilstede over alt og fylder alt”. Derudover er der et akrostikon, som findes ved at sætte første bogstav i hver strofe sammen. Oftest bruger Romanos akrostikonet ”af den ydmyge Romanos” (Tou tapeinou Rômanou) som en slags hemmelig signatur; hemmelig i den forstand, at man skal have manuskriptet for øjnene for at kunne se det.
Ordet kontakion betyder egentlig en ”lille stav” og var en betegnelse i den byzantinske kirke for de tekster (både hymner, regnskaber og meget andet), der var rullet om små stave. Først blev ordet altså brugt om små skriftruller, mens det senere kom til at blive en genrebetegnelse inden for byzantinsk hymnografi, hvor de to andre genrer er tropárion og kánon.6
Kontakier blev højst sandsynligt skrevet til at blive opført ved vigilie-gudstjenester natten inden en stor fest i kirkeåret, f.eks. Jesu fødsel, Mariæ bebudelse, i fasten og især i påsken. Ikke kun Romanos skrev kontakier; der var også andre digtere i hans samtid og nogle hundrede år frem. Kontakier af bl.a. Romanos blev ved med at blive opført i fuld længde indtil ca. 1200 i de store katedraler, mens man i klostrene skar drastisk ned på antallet af strofer og lagde kontakiet – oftest kun indledningsstrofen og første strofe – ind i den anden store genre, kanonen.7 Det vil føre for yderligere ind på denne genre her, blot kan det nævnes, at klosterliturgien med tiden blev den dominerende, sådan at man i dag i ortodokse kirker kun synger disse korte uddrag af kontakierne sammen med kanonen.
Ud over formen med mange strofer, omkvæd og akrostikon, så er der et andet meget iøjnefaldende kendetegn på indholdssiden, nemlig brugen af dialog. I eksemplet ovenfor er det en dialog mellem jøderne og Djævelen, hvor Romanos er fortæller. Oftest er kontakiet en genfortælling af en bibelsk eller ekstra-bibelsk (apokryf) historie, hvor Romanos forsøger at ”fylde hullerne ud”, hvor den oprindelige historie er tavs. Hvad tænkte f.eks. Abraham, at Sarah ville sige, hvis hun vidste, at Gud havde bedt ham om at ofre deres eneste søn? Hvilke tanker plagede Peter, da han fornægtede Jesus? Og hvad skete der, fra Jesus var blevet taget ned af korset og lagt i graven om fredagen, til han stod op om søndagen? Den slags spørgsmål forsøger Romanos at besvare ved at genfortælle historierne og lade karaktererne komme til ord i monologer, dialoger, indre monologer og indre dialoger.
Disse historier er indføjet i en ramme, der mere ligner en prædiken. Ofte indleder Romanos med at bede til og lovprise Gud, slå temaet an og opfordre menigheden til at forestille sig, at de er til stede hos Jesusbarnet i grotten (ikke i stalden, som i vestlig teologi), at de går med den syndige kvinde med olien hen til farisæerens hus, eller at de står sammen med disciplene på oliebjerget lige inden, Kristus farer til himmels, f.eks. som her i kontakiet om Himmelfarten:

”Lad os komme til sans og samling
og opløfte vores øjne og tanker!
Dødelige, lad vores syn og sanser
flyve hen til de himmelske porte.
Lad os forestille os, at vi står på oliebjerget
og iagttager Forløseren.”

(oversat efter Sources Chrétiennes, vol. 283, s. 140)

Hvor de første strofer udgør en indledning, så er den sidste strofe ofte en bøn om at blive frelst fra synd. Hele vejen igennem kontakiet, både i rammen og i genfortællingen, udnytter Romanos enhver mulighed for at tolke elementerne (personer, ting, handlinger) i den bibelske eller ekstra-bibelske historie typologisk, sakramentalt eller kristologisk, samt at lave raffinerede ordspil og paradokser. Disse stilistiske virkemidler tjener ikke kun som retorisk pynt, men er med til at understrege f.eks. inkarnationens eller nadverens mysterium.

Drama, teater og fortælling
Midt imellem de indledende strofer og den afsluttende bøn udfolder genfortællingen sig. Det er i særlig grad den og dialogerne i den, der som nævnt har fået forskere til at sammenligne kontakiet med et drama og forestille sig, at det blev opført som liturgisk teater.8 Der finder beskriver, hvordan kontakierne blev opført. Ud fra interne henvisninger kan man slutte, at de blev sunget, og at et kor eller menigheden har sunget med på refrænet. Det har flere gange været foreslået, at dialogerne blev fremført af andre sangere, som spillede rollerne som f.eks. Djævelen og Døden.
Snarere har de nok mindet mere om en slags liturgisk historiefortælling, hvor dramaet har udspillet sig for menighedens indre blik. Teatret og dramaet, som for oldkirkens kristne var forbundet med hedenskab og moralsk fordærv,9 fandt aldrig vej til den byzke ligesom i den vestlige kirke, hvor der opstod en slags liturgisk teater omkring 900-tallet.10 Hos bl.a. kirkefæes Chysostomos og Augustin finder vi i stedet ideen om, at det sande teater (teater betyder blot en ”skueplads”) er det, der opstår, når kristne hører bibelens fortællinger og martyrberetninger.11 Jeg har i min afhandling valgtt for ”noetisk teater”. Med noetisk mener jeg, at det er i forestillingsevnen, for det indre blik, at handlingen og karakterne kommer til live, og samtidig angiver noetisk, at det har med opdragelse af intellektet, på græsk nous, at gøre. Man kunne på dansk kalde det for et “indre teater” eller “sindets teater”.12 I streng, moderne forstand er kontakiet altså ikke teater og heller ikke, hvad man oftest forstår ved et drama: et skuespil skrevet med henblik på at blive opført på en scene af skuespillere, der indtager de forskellige roller. I stedet er det et drama i ordets egentligste betydning: en handling, der har stor betydning for dem, der indgår i den.
Det er denne definition man finder hos Aristoteles, der i Poetikken definerer drama som en efterligning (mimesis) af en handling og handlende personer. Han definerer tragediedigterens kunst som den at sammensætte hændelser til en handling, så der er en spænding mellem en komplikation og en løsning, det man ofte oversætter med et plot. Det vigtigste i plottet er overgangen eller omslaget fra komplikation til løsning, der indebærer, at en karakters skæbne ændres fra lykkelig til ulykkelig (som f.eks. i Ødipus af Sofokles). Omslaget er, ifølge Aristoteles, allerbedst og mest gribende, når det udløses af en erkendelse hos en karakter eller en såkaldt peripeti, hvor en karakters handling får det modsatte resultat af, hvad der var intentionen.13 Peroesi, hvor digteren taler med sin egen stemme, diegesis (fortælling), gennem andre personer, mimesis (efterligning), eller i en blanding af begge. Den rene mimesis er kendetegnende for tragedien og komedien, hvorimod den blandede form er epos, mens den rene diegesis er dithyramben.14om forskelnævnte i begyndelsen, kaldes Romanos’ kontakier dramatiske, og man har talt om den dramatiske dimension. Min korrektion af den tidligere forskning er da at skelne mellem teater/performance, det vil sige om kontakierne rent faktisk blev fremført som en slags teater, og drama som det stof og den form, der udgør (gen)fortællingerne i Romanos’ kontakier. I den tidligere forskning har man simpelt hen sat lighedstegn mellem drama og teater, sådan som det også er tilfældet i gængs sprogbrug.
Romanos’ kontakier er derfor dramatiske i den forstand, at de indeholder historier, som har plot og gør brug af mimesis, når karaktererne taler i dialoger. De minder på den måde om epos, men er i forhold til f.eks. Homers eller Virgils epos meget kortere og omhandler en enkelt episode. Det ville måske være mere oplagt at kalde genfortællingerne for narrativer, i og med at narrativer er defineret ved at have en overordnet fortæller og oftest er i den blandede form, men den udstrakte brug af dialoger (nogle gange fylder de næsten hele kontakiet, og Romanos trækker sig tilbage med sin egen fortællerstemme), oftest blot mellem 2-3 personer, plottet, som ofte udspiller sig i 1-4 små “scener”, der begynder in medias res (midt i begivenhedernes gang), uden at springe i tid og sted som i epos, og at det fremføres for det indre blik som noetisk teater, gør det meningsfuldt stadig at kalde kontakiet for dramatisk eller et lille drama.

Forløsningens drama
Hvad brugte Romanos så disse små dramaer til? Det oplagte svar er, at det var for at skabe opmærksomhed og underholde. Men det er langt fra det primære formål. Dramaerne bruges didaktisk-kateketisk til at udlægge de bibelske og ekstra-bibelske historie ”indefra”, det vil sige, at afstanden mellem historie og eksegese mindskes. Denne korte afstand gør genfortællingerne meget realistiske. Ja, nogle gange bliver de endog næsten for realistiske, som her i genfortællingen af barnemordet i Betlehem. Herodes har sendt soldater ud for at dræbe alle de små børn, og i drabelige detaljer genfortæller Romanos det på hårrejsende vis (selv for en nutidig læser):

”Nogle [børn] blev gennemstukket på usømmelig vis og døde, andre skåret i stykker.
Andre fik deres hoveder skåret af, mens de holdt fast
i deres moders bryster og drak mælk,
således at deres ærværdige kranier
hang tilbage på brysterne”

(oversat efter Sources Chrétiennes, vol. 110, s. 220)

Men ikke blot inviteres menigheden med ind i det noetiske teater for at overvære et så forfærdeligt syn; den ”fjerde væg” i ”teateret” brydes også ned, og menigheden bliver ikke blot tilskuere, men deltagere i historierne; historierne bliver deres historie, og der skabes en kausal sammenhæng mellem historie og virkelig. Den frelsesbegivenhed, der fandt sted én gang for alle, bliver genopført i det noetiske teater for at minde om, at frelsen gælder for alle. Dermed bliver Romanos’ genfortællinger en slags forløsningens teater, eller snarere forløsningens drama.

2. Romanos på dansk
Som nævnt findes der lidt over en håndfuld kontakier oversat til dansk. Her følger en oversigt. Jeg har selv lavet tre oversættelser, som dog ikke er klar til udgivelse endnu. Interesserede må gerne henvende sig til mig på uffeholmsgaard@gmail.com for at få tilsendt oversættelserne. Jeg sætter megen pris på eventuelle faktuelle, sproglige og oversættelsestekniske rettelser og kommentarer. Forhåbentlig kan jeg inden alt for mange år samle en snes danske oversættelser til en lille bog om Romanos.

SC = Sources Chrétiennes (se litteraturliste under Grosdidier de Matons 1964-1981)
M/T = Paul Mass & Constantin Trypanis, Sancti Romani Melodi Cantica.

SC M/T Titel Dansk titel, oversætter, udgivelse
7 45 Elie ”Elias”, Jakob Balling, Alle vort livs mysterier, ANIS 1992, s. 186-197.
10 1 La nativité I ”Et nyfødt barn, før evighed Gud”, Christian Thodberg, Under Guds Ord, 235, Skive 1978 (genoptrykt i Alle vort livs mysterier, s. 101-116)
11 2 La nativité II ”Kristi fødsel (eller Jul i helvede)”, Uffe Holmsgaard Eriksen. Oversat fra den græske tekst i SC.
12 37 La nativité III ”Om Guds Moder – Bebudelsen”, Nanna Liv Olsen, Religion 2004 (4), s. 23-28
16 5 L’épiphanie I ”Det lys som ingen kan nå”, Christian Thodberg, Under Guds Ord, 225, Skive 1977
21 10 La pécheresse “Mine gerningers sump”, Christian Thodberg, Under Guds Ord, 197, Skive 1972 (genoptrykt i Alle vort livs mysterier, s. 174-185).
35 19 Maria sur la croix ”Jomfru Maria ved korsets fod”, Carsten Høeg og Christian Thodberg, Under Guds Ord, Skive 1962 (oprindeligt trykt i C. Høeg, Musik og digtning i byzantinsk kristendom, København 1955, s. 75-86).

”Maria ved korset”, Nanna Liv Olsen, Religion 2004 (4), s. 17-20

38 22 Triomphe de la croix ”Ind i Paradis igen”, Christian Thodberg, Under Guds Ord, 135, Skive 1962

”Korsets sejr”, Uffe Holmsgaard Eriksen, i Poeten på prædikestolen. Drama og billedsprog i prædikenen. En analyse af nyere homiletik med inddragelse af Romanos Melodos’ kontakier, appendiks, upubliceret specialeafhanding, Aarhus Universitet 2008.

44 26 La resurrection V ”Opstandelsen V”, Uffe Holmsgaard Eriksen. Arbejdsoversættelse fra Koders tyske med skyldig hensyntagen til den græske original i SC.

Kort oversigt over nyere forskningslitteratur
Inden for de seneste ca. 15 år er der sket meget inden for forskningen af byzantinsk hymnografi og især Romanos. Indtil 1960’erne var forskningen primært historisk-kritisk og filologisk med henblik på at få etableret et korpus af ægte og uægte Romanos-kontakier. Med den franske udgave (SC) og den engelske udgave (M/T) blev det muligt at studere forfatterskabet nøjere i sammenhæng, og et hovedværk i den henseende er José Grosdidier de Matons store monografi om Romanos, Romanos le Melode et les origines de la poesie religieuse à Byzance fra 1978.15 Allerede i 1970 kom en engelsk oversættelse af alle de ægte kontakier af Marjorie Carpenter.16 Den optrykkes ikke længere, men findes på f.eks. Det Kongelige Bibliotek og Statsbiblioteket. Desværre er den ret fejlbehæftet og skal derfor behandles med forsigtighed.17
To mere pålidelige engelske oversættelser kom begge i 1995: Robert Schorks Sacred Song from the Byzantine Pulpit og nyligt afdøde Ephrem Lashs St. Romanos the Melodist, Kontakia. On the Life of Christ.18 Det er helt klart disse to oversættelser, der dog kun indeholder hver ca. en tredjedel af kontakierne (og nogle af de samme), som har sat gang i den nyere engelsksprogede forskning. Tre forskere har med hver sit fokus udmærket sig som en del af den moderne forskning: Derek Krueger (Greensboro University, North Carolina, USA), Georgia Frank (Colgate University, New York, USA) og Mary Cunningham (Nottingham University, UK). Jeg har anført nogle af deres artikler og bøger i litteraturlisten. Alle har de en kultur- og religionshistorisk vinkel på læsningen af Romanos, frem for en mere traditionel begivenhedshistorisk og filologisk interesse. Frank har bl.a. arbejdet med sansernes betydning hos Romanos,19 Cunningham med hans indflydelse på senere kanon-digtning,20 og Krueger med det ”angrende selv”, som så ofte fremhæves som et etisk ideal i kontakierne.21
De nyeste skud på stammen af Romanos-forskere tæller Sarah Gador-Whyte22 (Australien), Christelle Mulard23 (Strasbourg), Thomas Arentzen24 (Oslo Universitet) og undertegnede25 (for tiden Uppsala Universitet). Gador-Whyte og Mulard forsvarede begge deres afhandlinger i 2011, mens Arentzen og jeg forsvarede vores i 2014. Uafhængigt af hinanden og ganske tilfældigt har vi arbejdet med mange af de samme problemstillinger, men fælles for os alle er, at vi har læst kontakierne retorisk og litterært med brug af både klassisk retorik og moderne litteraturteori. Gador-Whyte viser i sin afhandling, hvordan Romanos’ teologi og poesi er tæt forbundet gennem de stilistisk-retoriske teknikker, han anvender (antiteser, paradokser, refræn etc.). Mulard sætter Romanos ind i en teologisk tradition fra Efraim Syreren, som tænker symbolsk. Arentzen har udfordret den tidligere forsknings tendens til at se Maria-figuren som blot en forlængelse af Kristus og vist, hvordan meget af den senere byzantinske mariologi for første gang bliver formuleret hos Romanos. Endelig har jeg selv fokuseret på de dramatiske dialoger (som det turde være fremgået af mit foredrag). Gador-Whyte og Arentzens afhandlinger er i færd med at blive udgivet, og jeg håber selv at kunne omarbejde min afhandling til en bog inden for en overskuelig tidshorisont.
Hvor vi alle, på nær Mulard, skriver på engelsk, så har der også været skrevet meget vigtig om Romanos på de andre europæiske hovedsprog. Mulard løfter den franske tradition fra Grosdidier de Matons, men ellers er der ikke meget andet interessant nyere forskning på fransk. Derimod har den tysk-sprogede forskning i Wien under Herbert Hunger, Johannes Koder og Lena-Maria Peltomaa haft afgørende indflydelse. Ikke mindst er Koders oversættelse af samtlige ægte kontakier og Akathistos-hymnen en vigtig milepæl.26 Hans indledning til oversættelsen er desuden der, hvor man bør begynde med en introduktion til Romanos og kontakiet, også selvom der er sket en del siden hans oversættelse blev udgivet.
På afrikaans og engelsk har sydafrikaneren Jan Barkhuizen lavet pionerarbejde med litterære og retoriske læsninger af kontakierne. Han udgav på eget forlag i 2014 en introduktion til Romanos og kontakiet,27 der indeholder knap en snes oversættelser til engelsk af kontakier – fortrinsvis kontakier, som ikke har været oversat til engelsk siden Carpenter.
På italiensk er det især Riccardo Maisanos oversættelse af samtlige kontakier, der påkalder sig interesse. 28
På græsk findes der ældre forskning af Nikolas Tomadakis og Karophilos Mitsakis,29 men en ph.d.-studerende ved Aristoteles Universitetet i Thessaloniki er for øjeblikket er ved at skrive afhandling om Romanos og kontakierne, og det bliver spændende at se, hvad hans forskning vil byde på.

3. Oversættelse af Romanos’ anden julehymne – Jul i helvede
Som nævnt i indledningen findes der fire julehymner af Romanos. Tre af dem er kontakier, mens den sidste er en samling af 33 såkaldte stichera, det vil egentlig sige små vers, men her udgør de korte strofer med samme omkvæd.30 Den mest berømte julehymne er det kontakion, som Romanos efter legenden rejsten sig og sang efter sit møde med Jomfru Maria i sin drøm. Som det fremgår af oversigten over danske oversættelser findes det oversat af Christian Thodberg – en oversættelse, der i øvrigt blev grundlag for organisten Frederik Magles julekantate fra 1996, Et nyfødt barn før evighed Gud31 – og det kontakion, der i de moderne tekstkritiske udgaver er angivet som det tredje kontakion om Kristi fødsel, er oversat af Nanna Liv Olsen i 2004. Den julehymne, som jeg her bringer i oversættelse, er den, der både i manuskripterne og i de tekstkritiske udgaver kaldes for det andet kontakion om Kristi fødsel, men det siger ikke meget om hymnen, andet end at den i popularitet har stået lidt i skyggen af den første julehymne. I de middelalderlige manuskripter er der ikke overskrifter på hymnerne, blot en rubrik som forklarer lidt om, hvad kontakiet handler om, hvornår det skal synges i kirkeåret, i hvilken toneart det er komponeret og dets akrostikon. Af grunde, som vil fremgå meget snart, har jeg dog valgt den lidt djærve titel “Jul i Helvede” i overskriften, inspireret af Thomas Arentzens fine analyse i hans afhandling. 32
Kontakiet handler om Kristi fødsel, men iscenesat på en underfundig måde. Det meste er fortalt i dialogform og fortællingen kan deles op i fem små “scener”: først er vi hos Maria og det lille Jesus-barn i krybben, som er i en grotte33 (str. 1-2); derefter følger en samtale mellem Adam og Eva, som ligger og sover i dødsriget (Helvede) (3-7); den tredje scene er et møde mellem Adam og Eva og Maria uden for grotten (8-11); herefter taler Maria med Jesus i krybben (12-18,6); og til sidst taler Maria igen med Adam og Eva uden for grotten (18,7-11).
De ægteskabelige skærmydsler mellem Adam og Eva er ganske underholdende, men samtidig udtryk for en teologisk tradition siden kirkefaderen Irenæus, hvor opstandelsen begynder med, at de første der faldt, Adam og Eva, også er de første der bliver oprejst igen. I kontakiet er der en meget stærk mariologi, hvor Maria flere steder bliver beskrevet med metaforer, som normalt tillægges Kristus, og det udgør sammen med en række andre kontakier af Romanos et vigtigt skridt i udviklingen af den tidlige byzantinske mariologi.
Oversættelsen bringes her i sin helhed. For en grundig gennemgang og udlægning af hymnen vil jeg henvise interesserede læsere til Thomas Arentzens afhandling (Arentzen 2014, 183-200).

Kontakion om Kristi fødsel – Jul i Helvede

Proømium
Han, som blev født før morgengry af en Fader uden en moder,
er i dag på jorden blevet kød af Dig uden en fader.
Derfor forkynder stjernen det glade budskab for vismænd,
og engle lovsynger sammen med hyrder
din nedkomst uden befrugtning,
du, nådefulde!

1
Vinranken lod den ubefrugtede drueklase spire,
bar ham frem på sine bøjede arme som på grene og sagde:
”Du, min frugt, du, mit liv,
fra dig ved jeg, at jeg er den, jeg var, du, min Gud.
Idet jeg ser, at min mødoms segl er ubrudt,
forkynder jeg, at du, det uforanderlige Ord, er blevet kød.
Jeg kender ikke til befrugtning, men jeg kender dig som ødelægger af forgængelighed.
For jeg er ren, efter du er kommet ud af mig.
Du har forladt min livmoder i samme stand, som du fandt den,
du bevarede den hel. Derfor jubler
hele skabelsen og råber til mig: du, nådefulde!”

2
Jeg tilsidesætter ikke din nåde, som jeg har erfaring med, Herre.
Jeg forringer ikke den værdighed, som jeg har fået, idet jeg fødte dig.
For jeg hersker over verden.
Eftersom jeg bar din magt i min mave, har jeg magt over alle.
Du forvandlede min fattigdom ved din nedstigning,
du ydmygede dig selv og ophøjede min slægt.
Glæd jer nu sammen med mig, jord og himmel!
For jeg bærer vor Skaber i hænderne.
Jordfødte, læg jeres sorger til side,
når I ser den fryd, som jeg har ladet spire i mit uplettede skød.
Og jeg hørte: du, nådefulde!”

3
Da Maria sang til den, som hun fødte,
og kærtegnede den nyfødte, som hun alene havde frembragt,
lyttede Eva, hun, som fødte sine børn i smerte,
frydede sig og råbte til Adam:
”Hvem har givet lyd i mine ører til det, som jeg håbede på?
En jomfru, der føder befrielsen fra forbandelsen,
hun, hvis stemme alene har løst mine problemer,
og hun, hvis afkom har skadet den, der skadede mig.
Hun, som Amos’ søn forud har skrevet om,
Isajs stub, der har ladet et skud spire,
som jeg kan spise af og ikke dø, hun, den nådefulde!”

4
”Adam, efter at have hørt svalen kvidre til mig om morgenen,
skal du komme ud af din død-lignende søvn og stå op!
Lyt til mig, din mage.
Jeg som for længe siden indførte faldet for de dødelige, jeg står nu op.
Læg mærke til de underfulde ting, se møen uden erfaring med mænd,
som heler sår gennem den, hun har født.
For engang greb slangen fat i mig og hoppede lystigt omkring,
men nu, idet han ser vores efterkommere, flygter han og slæber sig afsted.
Han løftede hovedet mod mig,
men nu, hvor han er ydmyget, smigrer han, han håner ikke,
idet han frygter den, som er blevet født af den nådefulde.”

5
Da Adam hørte de ord, som hans mage spandt,
fjernede han straks tyngden fra øjenlågene,
løftede hovedet op som fra søvne,
åbnede også ørerne, som ulydighed havde stoppet til, og råbte således:
”Jeg kan høre en sød kvidren, dejlige triller,
men den syngendes stemme behager mig ikke.
For det er en kvinde, og jeg frygter hendes stemme!
Jeg har en erfaring, som gør, at jeg frygter kvinder.
Hendes tone fortryller mig, sød som den er,
men instrumentet ryster mig: bare hun ikke som for længe siden bedrager mig
og påfører mig vanære, hun den nådefulde!”

6
”Mand, stol fuldt ud på din mages ord.
For du vil ikke konstatere, at jeg igen giver dig bitre råd.
For det gamle er forbi,
og Kristus, Marias barn, viser at alt er nyt.
Snus til hans em, lad dig straks blomstre
og stå ret som kornaks – for foråret er kommet til dig.
Jesus Kristus ånder som en sød brise.
Flygt fra den barske hede, som du var i,
kom og følg mig til Maria,
og når hun ser os faldet for hendes fødder,
vil hun straks føle medlidenhed, den nådefulde.”

7
”Jeg fornemmer, o kvinde, foråret og kan lugte den herlighed,
som vi faldt ud af for længe siden – for jeg kan også se et paradis,
et nyt, et andet: jomfruen,
som i livmoderen bærer selve livets træ, ja,
det hellige træ, som keruberne engang vogtede, for at jeg ikke skulle røre det.
Dette uberørte ser jeg altså nu vokse,
og, mage, jeg sanser den livgivende brise,
som gjorde mig, der var støv og ubesjælet ler, levende og besjælet.
Bestyrket af denne brises velduft vil jeg nu gå til den,
som lader vort livs frugt blomstre, hun, den nådefulde!”

8
”Se, jeg er ved dine fødder, Jomfru, uplettede moder,
og gennem mig ligger hele slægten for dine fødder.
Se ikke bort fra dine forældre,
eftersom dit afkom nu har genfødt dem, der er i forgængelighed.
Datter, hav barmhjertighed med mig, din jamrende fader,
med mig, Adam den førsteskabte, som blev gammel i dødsriget.
Se mine tårer og hav medlidenhed med mig
og læg venligt dit øre til mine klager.
Mine pjalter, som du ser, dem jeg har på,
dem spandt slangen til mig. Lad min nød blive forvandlet
over for ham, som du har født, du nådefulde.”

9
”Ja, min sjæls håb, lyt også til mig, Eva,
og fjern skammen fra mig, der fødte i smerte,
for du ser, at jeg,
den ynkelige, forvitrer endnu mere i sjælen ved Adams jammer.
For han står op imod mig, når han kommer i tanker om Paradisets herlighed
og hyler således: ’bare du ikke var spiret fra min side,
det ville have været godt, hvis jeg ikke havde taget dig som min medhjælper,
for så var jeg ikke faldt i dette dyb nu.’
Og da jeg derudover ikke kan udholde irettesættelser
eller bebrejdelser, bøjer jeg nakken,
indtil du retter mig op igen, du nådefulde.”

10
Da Marias øjne skuede Eva
og kiggede ned på Adam, blev de presset til at græde.
Ikke desto mindre udholdt hun og stræbte efter
at besejre naturen, hun, som mod naturen havde Kristus som søn.
Men hendes indre var i oprør og fik medlidenhed med forældrene.
For det sømmede sig for den Barmhjertige at have en medfølende moder.
Derfor sagde hun til dem: ”Hold inde med jeres klager,
og så vil jeg være ambassadør for jer hos den, som kom ud af mig.
I skal skubbe ulykken til side,
for jeg har født glæden. Jeg er kommet nu
for at bortrøve alt det smertelige, jeg, den nådefulde.”

11
”Jeg har en medlidenhedsfuld og meget barmhjertig søn,
det ved jeg af erfaring; jeg bemærker, hvordan han er skånsom:
han, som er ild, tog bolig i mig,
som er fuld af torne, og brændte ikke mig, den ydmyge, op.
Som en fader har medlidenhed med sine sønner, har mit barn medlidenhed
med dem som frygter ham, som David forudsagde.
Læg derfor bånd på tårerne og tag imod mig
som jeres mægler hos ham, der blev til ud af mig.
Han, som er blevet født, er glædens årsag,
før alle tider Gud. Vær rolige uden smerte og sorg,
for jeg går hen til ham, jeg, den nådefulde.”

12
Da Maria havde trøstet Eva og hendes mage
med disse og flere andre ord
og var gået ind til krybben,
bøjede hun nakken, bad til sønnen og sagde:
”O barn, eftersom du har ophøjet mig ved din nedstigning,
bønfalder min stakkels slægt dig nu gennem mig.
For Adam kom til mig og sukkede bittert,
mens Eva klagede med ham fuld af smerte.
Men slangen er årsag til,
at æren blev klædt af dem. Derfor anmoder de om
at blive dækket til, idet de råber til mig: du, nådefulde!”

13
Og da den uplettede havde bragt sådanne anmodninger
til Gud, der lå i krybben, tog han dem straks og skrev dem under.
Han udlagde de sidste tider
og sagde: ”O moder, både på grund af dig og gennem dig frelser jeg dem.
Hvis ikke jeg ville frelse dem, havde jeg ikke taget bolig i dig,
så var jeg ikke strålet ud af dig, og du ville ikke blive kaldt min moder.
Jeg bor i krybben for din slægts skyld,
og jeg drikker nu mælk fra dine bryster, fordi jeg vil.
Af kærlighed til dem bærer du mig i dine bøjede arme,
mig, som keruberne ikke kan se, ser du og bærer
og kærtegner mig som en søn, du, den nådefulde!”

14
”Jeg, skabningens formgiver, har fået dig som moder,
og som spædbarn vokser jeg, jeg den perfekte fra den perfekte.
Jeg er svøbt i svøbeklæder
for dem, som for længe siden bar skindklæder,
og grotten er behagelig for mig på grund af dem, som hadede
paradisfryden og elskede fordærvet.
De gik imod mit livgivende påbud;
jeg er gået ned til jorden, for at de kan få livet.
Men, du ærværdige, hvis du også vil vide det andet
som jeg snart vil gøre for deres skyld, så vil du
med alle elementerne blive rystet, du den nådefulde!”

15
Men da han, som har skabt hver en tunge, havde sagt det
og hurtigt skrev moderens anmodning under,
sagde Maria alligevel:
”Hvis jeg taler, må du, o Formgiver, ikke blive vred på mig, leret.
Jeg vil tale frit til dig som til et barn; jeg finder mod som den, der har født dig.
For du har ved din fødsel givet mig al ære.
Jeg vil nu lære, hvad du snart vil fuldende.
Skjul ikke din evige vilje for mig,
jeg har født hele dig. Fortæl om din hensigt,
som du har for os, for at jeg også af dette kan lære,
hvor stor en ære, jeg har fået, jeg, den nådefulde.”

16
”Jeg overvindes af den kærlighed, jeg har til menneskene,”
svarede skaberen. ”Min tjener og moder,
jeg vil ikke gøre dig ked af det. Jeg vil lade dig vide,
hvad jeg vil gøre, og jeg vil styrke din sjæl, o Maria.
Den, som du bærer i dine hænder, vil du om kort tid
se med hænderne gennemboret, fordi jeg elsker din slægt.
Den, som du ammer nu, vil andre give galde at drikke.
Den, som du aer nu, han vil snart være fuld af spyt.
Den, som du kalder for liv, vil du snart se
hængende på et kors, og du vil græde over ham, som over en død,
men du vil hilse på mig som opstanden, du, den nådefulde.”

17
”Alt dette vil jeg gennemgå af egen vilje,
og årsagen til alt dette vil være den ordning,
som jeg som Gud har vist for mennesker
fra dengang til nu: at jeg ønsker at frelse.”
Da Maria hørte disse ting, sukkede hun dybt
og råbte: ”O, min drueklase, lad ikke de lovløse udpresse dig!
Du har spiret fra mig; jeg ønsker ikke at se mit barns slagtning!”
Men han sagde således til hende:
”Hold inde, moder, du ved ikke, hvad du klager over.
For hvis det ikke fuldendes, vil de alle gå til grunde,
dem, som du er gået i forbøn for, du, den nådefulde!”

18
”Du skal opfatte min død som en søvn, min moder.
Når jeg har fuldført tre dage i graven efter min vilje,
vil jeg derefter vise mig for dig,
genoplivet, og jeg har fornyet jorden og dem fra jorden.
Disse ting, moder, skal du fortælle til alle, ved disse ting skal du blive beriget,
fra disse ting skal du herske, ved dette skal du fryde dig!”
Maria gik straks ud til Adam,
bragte det glade budskab til Eva og sagde:
”Vær stille en kort tid endnu.
For I har hørt fra ham om alt det, han sagde, at han ville udholde
for jeres skyld, I, der råber til mig: du, den nådefulde!”

Oversat efter Romanos le Mélode, Hymnes II, Sources Chrétiennes 110, #11, s. 88-111.

Kommentar til Kontakion om Kristi fødsel – Jul i Helvede

Overskriften er min egen, men inspireret af Thomas Arentzens arbejde med hymnen, hvor han beskriver et af hymnens temaer som ”Christmas in Hades” (Arentzen 2014, 184). I manuskripterne findes forskellige overskrifter, som højst sandsynligt er senere tilføjelser. I Grosdidier de Matons’ udgave angives overskriften fra et manuskript fra Patmos som ”Et andet kontakion til vor Herres Jesu Kristi hellige fødsel” (Grosdidier de Matons 1965, 86).

Proømium
Indledningsstrofen i denne hymne minder tematisk og strukturelt meget om indledningsstrofen til Romanos’ mest kendte hymne, den første julehymne, som i min oversættelse lyder:

Jomfruen føder i dag ham, som er over alt, der er,
og jorden fører grotten hen til ham, som ingen kommer nær.
Engle og hyrder lovpriser sammen,
og vismænd finder vej med stjerneflammen.
Thi for os er født
en lille gut, før alle tider Gud.34

Ligesom i denne berømte indledningsstrofe betoner Romanos, at Jesus er blevet født for os i dag (på græsk sêmeron), en formulering, han ofte bruger i sine hymner. Det har den effekt, som nævnt i artiklen, at menigheden bliver samtidige med de begivenheder, Romanos genfortæller. Et andet træk, der minder om den første julehymne, er brugen af paradoksale formuleringer. I denne hymne at Jesus blev født ”af en Fader uden en moder” og er blevet kød af Jomfru Maria ”uden en fader”. I min oversættelse har jeg ønsket at fremhæve den paradoksale parallel i udtrykkene, men egentlig er Romanos’ formulering mere som en krydsstilling (en kiasme) og lyder sådan i direkte oversættelse:

Han, som før morgengry (A) af en Fader (B) uden en moder (C) blev født (D)
på jorden uden en fader (C) er blevet kød (D) i dag (A) af Dig (B).

En ren kiasme ville kræve, at leddene blev spejlvendt i anden linje, og da det snarere er paradokset end den kiastiske struktur, Romanos har villet fremhæve, har jeg valgt at oversætte til lidt mere mundret dansk, hvor leddene (A B C D) kommer i samme rækkefølge.
Ligesom i den første julehymne begynder Romanos også denne hymne med at tale om stjernen og vismændene (Matt 2,2) og englene, der lovsynger sammen med hyrderne på marken (Luk 2,8-14) – med ganske få ord er scenen sat, og genfortællingen kan snart begynde.
Nogle oversættere har været lidt mere dristige og oversat ”ubefrugtet” (gr. asporos) i den følgende linje med ”uden sæd” eller ”uden sperm”,35 men eftersom Romanos i resten af hymnen omtaler Maria og Jesus i vintræ- og frugt-metaforer, synes jeg, ”ubefrugtet” passer bedre, da det også på dansk kan bruges om planter og menneskelig reproduktion (f.eks. et ubefrugtet æg). Enkelte manuskripter har i stedet for det græske asporos ordet afrastos, der betyder ”uudsigelig”. Sådan har bl.a. Arentzen valgt at oversætte (Arentzen 2014, 185).
Selve omkvædet, som bliver gentaget i alle følgende strofer, er ærkeenglen Gabriels hilsen til Maria ved bebudelsen (Luk 1,28). I den danske oversættelse af Bibelen fra 1992 er det oversat ”du benådede”, men det klinger på moderne dansk for mig at se for meget af en benådning fra straf.36 På græsk betyder det snarere ”gjort fuld af nåde/yndest”, så jeg har oversat lidt arkaisk med ”nådefulde”.

Strofe 1-2
I disse to strofer er vi inde hos Maria og det nyfødte barn, som hun holder i sine arme. Hun lovpriser barnet, frugten, og dvæler derefter ved det under, at hun stadig er jomfru (”jeg er den, jeg var”) til trods for, at hun har født et barn. Dette under eller paradoks omtaler Romanos flere steder, og det blev i hans samtid fastsat som et dogme på koncilet i Konstantinopel i 553, hvor Maria kaldes ”evig-jomfru” (gr. aeiparthenos).37 Det er først senere i hymnen, vi får at vide, at Maria og Jesus-barnet er i en grotte (str. 14,5).
I den første strofe udvider Romanos den frugtmetaforik, som er et ekko af Elisabeths lovprisning af Maria i Lukasevangeliet 1,42, hvor Elisabeth kalder det vordende barn ”dit livs frugt”(og delvist også vinmetaforikken i Johannesevangeliet 15,1, hvor Jesus er det sande vintræ). Hvis Jesus er frugten, en drueklase, må den der frembærer frugten være en vinranke; hun bærer det lille barn i sine arme, som vinranken druerne på sine grene. Senere bliver metaforikken ”presset” til det yderste, idet Maria i strofe 17 er bange for, at de ”lovløse” (hos Romanos altid brugt om jøderne) vil udpresse Jesus som en drueklase (str. 17,6). Med denne metaforik overtager Maria altså rollen som vinranke eller vintræ, som ellers bruges om Jesus i Johannesevangeliet. I det hele taget overføres en del typiske Jesus-metaforer i denne hymne til Maria og forholdet mellem dem bliver derved tvetydigt, som det også ses i strofe 2, hvor Maria konkluderer, at hun har magt over alle og hersker over verden, fordi hun har båret verdens hersker i sin mave. Dette nære forhold mellem Maria og Jesus, hvor de på en måde deler metaforer, har Thomas Arentzen behandlet udførligt i sin afhandling (Arentzen 2014, s. 186-191). Strofe 2 er udelukkende lagt i munden på Maria som en slags lovprisning og (vugge)sang til den nyfødte Skaber. Vers 5-6 har ekkoer af både Marias lovsang (Luk 1,46-55) og Filipperbrevshymnen (Fil 2,5-11), og hun betoner den særlige rolle, nåden og værdigheden, som hun har fået.

Strofe 3-7
De følgende fire strofer foregår i underverdenen, i dødsriget (gr. Hades, str. 8,6). Marias sang når ned til de døde, som sover en ”død-lignende søvn” (4,2) i dødsriget, og Eva er den første, der hører sangen. Det er den sang, hun har ventet længe på. I denne og de følgende strofer forjættes det klassiske frelsesdrama i oldkirken, nemlig at ligesom Adam og Eva var de første til at falde, skal de være de første til at blive oprejst. Marias sang er et varsel om denne opstandelse. Denne sang har ”skadet den, der skadede mig”, som er en henvisning til slangen, der forledte Eva (Gen 3,1-5. 13). Eva udlægger desuden profetien om Isajs stub (Esajas 11,1), der skal skyde, som et modbillede til livets træ i Edens have. Frugten fra skuddet fra Isajs stub vil nemlig ikke føre til udelukkelse fra, men tilbagevenden til Paradiset.
I den følgende strofe 4 kalder Eva Maria for en svale, og ifølge nogle Romanos-forskere er svalen et billede på forårets komme (jf. også strofe 6,6 og 7,1). Resten af strofen gennemspiller frelsesdramaet: ligesom Eva var den første til at synde ved at blive forledt af slangen, således skal hun være den første af de dødelige til at stå op. Slangen beskrives som en, der tidligere hoppede og dansede, men nu er bange og ydmyget.
Stofe 5-7 er ganske underholdende på overfladen, men gennemspiller også hele frelsesdramaet fra fald til genopstandelse, endda i en prægnant dramatisk form, idet de tre strofer indeholder to genkendelsesscener; eller rettere, en scene uden genkendelse og forhøjet modstand (strofe 5), og en med genkendelse og omslag i skæbne (strofe 7). Desuden trækker skærmydslerne mellem Adam og Eva muligvis på senantikkens mime-teater, som ofte havde misforståelser mellem mand og kone som tema. Romanos beskriver Adam som en, der sover tungt og har ørerne proppet til med ulydighed. Ørepropperne og det, at Adam beskriver Marias sang som lokkende toner, kan muligvis være en reference til Odysseus’ møde med sirenernes lokkende sang i Odysseen (kap. 12,165-200, se også Arentzen 2014, 196), en fortælling som ville være velkendt for den lyttende menighed i Konstantinopel i 500-tallet. Adam er dog ikke bange for, at Maria er en sirene, men fordi en kvindes stemme tidligere ledte ham i fordærv, nemlig da Eva lokkede ham til at spise frugten (1 Mos 3,6). På grund af denne bitre erfaring frygter han at blive forledt igen. I første omgang erkender han altså ikke, hvem stemmen tilhører, og hvad den taler om. Derfor beder Eva ham (strofe 6) at bruge lugtesansen og snuse forårsluften ind. Da han snuser ind (strofe 7), mærker han pludselig den friske luft i helvede, som er den samme luft, som blev blæst i hans næsebor ved skabelsen (1 Mos 2,7). Derudover åbnes hans øjne, og han ser i Maria et nyt paradis, som bærer det sande Livets Træ (Jesus) i sin livmoder. På samme måde, som keruberne har vogtet indgangen til Paradis og Livets træ, så ingen kunne røre det, er det nye Paradis, Maria, uberørt; intet er trængt ind i hende. Adams genkendelse, der udløses af duft og syn, fører til et omslag, ikke blot i hans humør og indstilling, men også med hensyn til hans skæbne: han er ikke på vej til at blive forledt, men i stedet ledt hen mod Paradis igen. Romanos spinder på denne måde skabelse og frelse sammen ved brug af elementer og billeder fra det gamle testamente, som får deres endelige forklaring i de nytestamentlige fortællinger (den såkaldte typologiske eksegese).

Strofe 8-11
Adam og Eva bevæger sig sammen hen til Maria. Vi får ikke at vide, hvor de præcis befinder sig, blot er det uden for grotten (jf. str. 12,3) og neden for Maria. Adam præsenterer sig først: han er den ”førsteskabte”, som repræsenterer hele menneskeheden. Romanos lader Adam udtrykke det paradoks, at han og Eva er stamforældre til hele slægten og dermed til Maria, som har født Jesus, der har genfødt Adam og Eva. Der knyttes også i Adams tale en forbindelse mellem Eva og slangen. I strofe 5,1 siger Romanos, at Eva ”spandt” nogle ord til ham, mens Adam i strofe 8,10 fortæller om de pjalter, som slangen har spundet til dem (begge gange er det det græske ord hyfanô, der anvendes).
Derefter tager Eva over (strofe 9) og bønfalder inderligt Maria om, at hun må lytte til hende også. Komikken stiger her med indblik i de ægteskabelige skærmydsler: det er værre for Eva end for Adam, for Eva skal ud over smerten og døden også lytte til Adams jammer og bebrejdelser. Ironisk nok siger Adam, ifølge Eva, at han hellere havde været foruden en ”medhjælper” – selvom Gud netop mente, det ikke var godt for ham at være alene (1 Mos 2,18). Hun bøjer derfor nakken i bøn og beder om at blive rettet op igen.
Maria bliver meget berørt af stamforældrenes bønner og tårer, men behersker sine tårer (strofe 10). Hun vil gå til sin søn som ”ambassadør” og ”mægler” (gr. presbis og mesitês), en rolle hun ofte tillægges i slutstroferne i Romanos’ kontakier, hvor hun bliver bedt om at gå i forbøn hos Gud. Hun kender til sin søns barmhjertighed, da han, der optrådte som en brændende tornebusk over for Moses (2 Mos 3,2) ikke har gjort skade på hende (str. 11,3-4). Hun bekræfter det yderligere med, at David har forudsagt det (str. 11,5-6), og citerer næsten ordret fra salme 103,13 om Gud som den barmhjertige fader. Barnet, hun har født, er ”før alle tider Gud”, som er omkvædet i den førnævnte første julehymne af Romanos.

Strofe 12-18
Maria går ind til barnet i krybben og indtager nu en anden rolle. Hvor hun før var den, stamforældrene så op til, så er det nu Maria, der bøjer nakken og kommer med anmodninger. Hvor hele slægten lå for Marias fødder gennem Adam (str. 8,2), bliver slægten nu repræsenteret gennem Maria (12,6). Hun forelægger Adam og Evas klage og giver slangen skylden som den, der har afklædt dem æren. Igen er der her en parallel til Adams klage, blot med omvendt fortegn. Slangen spandt pjaltede klæder til Adam og Eva (str. 8,10) efter den havde afklædt dem den ære, de først var blevet iklædt. Selvom det ikke siges eksplicit i denne hymne, er den ære, som Adam og Eva var iklædt, Guds nåde. Det udtrykkes i andre hymner i forbindelse med dåbsritualet, hvor det på samme vis tales om at afklædes det gamle liv og iklædes dåbskjolen (se f.eks. Thodbergs oversættelse af epifani-hymnen ”Det lys, som ingen kan nå”) som tegn på Guds nåde. I både strofe 13 og 15 hører vi, at det lille barn i krybben med det samme skriver sin moders anmodninger under. Denne type bureaukratisk-administrativ sprogbrug dukker op flere steder i Romanos’ hymner (se Krueger 2004, 159-188). Gudsbarnet forklarer herefter nærmest kateketisk, hvorfor han er blevet menneske: for at frelse menneskene. Som et spædbarn drikker han nu mælk fra sin mors bryster. Gudsmoderen som den ammende moder (gr. galaktotrofousa, egtl. ”mælkefødende”) dukker også op flere steder hos Romanos og bliver senere en af de vigtige typer af Maria-ikoner (se nærmere hos Arentzen 2014, 146-169).
Det lille barn, som er ”skabningens formgiver” (str. 14,1) ligger klædt i svøbeklæder i en krybbe i en grotte for sine forfædres skyld, som bar skindklæder. Han er ”den perfekte”, der er udgået fra den perfekte (Gud Fader). Men midt i al fødsels- og frelsesglæde kommer et mere dystert tema på bordet. Jesus advarer sin moder, om at det, der siden skal ske, vil ryste hende. Her er det muligvis Simeons varsel til Josef og Maria i Luk 2,34-35, der nu lægges i munden på Jesus. Maria svarer ham med dobbelt ængstelse (15,4 ff.), både for hvad hun skal høre og for at tale til ham. Hun svarer som potteleret i formgiverens hånd. Eftersom hun har født hele barnet, ønsker hun ikke, at der er noget, hun ikke kender til, at en del forbliver skjult.38 Denne viden vil kaste lys over hendes ære. Jesus svarer med at forudsige de frygtelige hændelser, han vil blive udsat for (str. 16,5-11). Svaret er retorisk i særklasse. Romanos binder gennem Jesu svar Marias oplevelse ved krybben tæt sammen med hendes oplevelser i forbindelse med hans korsfæstelse i fire parallelle, anaforiske og kontrasterende sætninger med fokus på hendes bærende hænder og hans senere gennemborede hænder (Joh 20,27), hvad han får at drikke (mælk, men senere galde i Matt 27,34), behandlingen af ham (kærtegn, men senere spyt i Matt 27,30) og livet, der vil dø på et kors (Matt 27,32-56). Men hun vil se ham igen som opstanden.
I den følgende strofe forklarer han, at det sker af hans egen fri vilje, fordi han ønsker at frelse menneskene (str. 17,1-4 og 18,2). Disse varsler gør Maria forfærdet, og hun beder om, at det ikke må ske. Som Grosdidier de Matons (1965, 109 n. 2) gør opmærksom på, passer ordet slagtning (gr. sfagên str. 17,7) ikke så godt ind i billedet med drueklasen, som bliver presset. Et andet manuskript har læsningen ”jeg ønsker ikke at se min søns begravelse” (gr. tafên). Jesusbarnet svarer dog tilbage, at hans moder skal holde inde med den slags klageråb. Denne opdragende attitude findes også i kontakiet om Maria ved korset.39
I den sidste strofe forklarer Jesus yderligere, hvordan hun skal forstå det hele. Han vil vende tilbage efter tre dage i graven, hvor han har ”fornyet dem fra jorden”, det vil sige menneskene. Marias ære og rolle som ambassadør bliver stadfæstet yderligere, idet Jesus proklamerer, at hun skal se ham og derefter fortælle alle om opstandelsen. Romanos synes her at identificere jomfru Maria med en af kvinderne ved graven, en tolkning der ikke var ukendt i oldkirken. Strofen slutter af med, at Maria igen går uden for grotten og taler til Adam og Eva. Hun beder dem være stille (holde inde med klager og måske vente med jubel) over det de har hørt.
Modsat mange andre af Romanos’ kontakier slutter denne julehymne ret abrupt. Ofte er der i de sidste strofer i de fleste andre kontakier en overgang fra historien, Romanos fortæller, til en morale eller opsamling, der efterfølges af en bøn på menighedens vegne om nåde og frelse (jf. min indledning). Grosdidier de Matons (196, 79-80) overvejer i sin tekstudgave, om hymnen muligvis mangler nogle slutstrofer, men konkluderer, at det nok ikke er sandsynligt.

Comments are closed here.