Nyt design af omslag og grafisk “forårsrengøring”

HYMNOLOGI nr. 1-2 2014 udkommer omkring midten af maj. Det tykke hefte vil denne gang være præget af det seminar om Luthers salmer, der blev afholdt i Lund 22. april sidste år, men der vil også være peer-reviewede artikler af Mattias Skat Sommer (om Harald Vilstrup) og Lea Maria Lucas Wierød  (en musikvidenskabelig behandling af Grundtvig), endnu en salmedigter kommer til orde, nemlig Iben Krogsdal med et opsigtsvækkende synspunkt på, hvad den kristne menighed netop nu trænger til, og Folke Bohlin fortæller, som den sande mester han er, om den store dag i Lund, da Elisabet Wentz-Janacek blev æresdoktor.

Glæd dig også til et nyt lækkert design af vores omslag, der giver mere plads til billeder foran og bagpå. Inden i bladet har vi fået en ny skrifttype til rubrikkerne. Typen bruges i forvejen på vores hjemmeside. Omslagets forside prydes af Hjortshøj Kirke, som illustration til Iben Krogsdals artikel.

Med andre ord er der læseværdigt stof til mange lyse forårs- og sommertimer.

Her på siden kan Jens Lysters artikel “Biskop Brorsons klenodie og forlæggeren Frantz Christian Mummes danske bøger” allerede nu læses, selvom den officielt først kommer i HYMNOLOGI til efteråret.