Samtale med Iben Krogsdal om hendes udgivelse TRE. bekendelser. Salmedigte. Hjortshøj 2018.

Af Ove Paulsen[i].

Indledende ordveksling

Ove: Disse salmer er ligesom i Vild Opstandelse (2015) salmedigte, som gammeldags læsesalmer. Det er salmer, som man bliver opbygget af ved at læse dem. Et gennemgående motiv i samlingen ligner det, som i klassisk teologi kaldes ”de fire sidste ting”: Død og dom, himmel og helvede. Det er noget, teologien i vore dage går meget stille med. Derfor kan det blive svært at se, hvad evangeliet egentlig skal til for. Alting er jo i orden, ingenting har konsekvenser. Det er meget positivt, at du sætter de fire sidste ting ind, så vi forstår, hvad evangeliet skal. Det kommer allerede i den første salme her på side 7 En nat vil jeg stå under månen, hvor du til sidst taler om at kaste håndleddet på bordet og trygle Gud om at skære det åbent og fylde det langsom med ordet, der altså skal ind som en blodtransfusion, mens H.C. Andersen og B.S. Ingemann fik deres håndled skåret åbne efter døden, for at sjælen kunne slippe ud af de tomme pulsårer.

Iben: Jeg ved ikke om man kan sige, at det er det modsatte, der sker her, men det handler om, at man er nødt til at dø, ja blive slået ihjel, for at kunne genopstå. Det handler om menneskelig afvikling; at Gud først kommer til, når noget i en selv dør. Men det, der måske er lidt voldsomt er, at det faktisk er Gud, man længes efter at blive slået ihjel af. Jeg tror, at det koster noget at komme tæt på Gud. Det er noget, mange mennesker i dag ikke rigtig forestiller sig: At man er nødt til at ofre en del af sit liv for at få nyt liv. Derfor er det Gud, der i salmen skærer håndleddet åbent. Det er et meget voldsomt billede, for det er også selvmordets billede, det er jo der man skærer, når man slår sig selv ihjel.

Ove: Det er et godt billede. Det er fuldstændig rigtigt. Man har glemt, at Gud også er den, der gør voldsomme og voldelige ting, som gør ondt, vel bl.a. fordi man er holdt op med at læse Det gamle Testamente.

Iben: Ja, det er der nok noget om. Jeg sidder og arbejder meget med de gammeltestamentlige salmer og er derfor meget optaget af, hvad de kan fortælle os i dag.

Side 11

Min angst er fuld af bibelord

Min angst er fuld af bibelord
og tunge moselove
der hæver inde i min krop
som skumle natteskove

Jeg køber ind ved højlys dag
og famler efter knuder
men ingen ser det. Alle tror
jeg går og ser på ruder

Og byen pumper højt af angst
jeg ikke kan bekende
som var det næste prøverum
din port til verdens ende

Ove: Her er der henvisninger til Det gamle Testamente, ”bibelord” og ”moselove”. Det er vel billeder på dommen?

Iben: Ja, det kunne man godt sige. Jeg trækker meget på Bibelen, når jeg skriver, men det skal helst være så usynligt som muligt. Jeg bruger ikke direkte bibelhenvisninger, men jeg kan godt lide at væve Bibelen ind i det, jeg skriver. Det er sjældent noget, der sker bevidst. Det er ikke sådan, at jeg sidder og tænker: hvordan skal jeg nu få Moseloven ind i et digt? Bibelordene dukker op af sig selv. Når man læser meget, så har man jo den læste verden inden i sig, og den kommer frem, når den vil. Jeg tror, at denne salme handler om en særlig angst, når der står: ”Min angst er fuld af bibelord og tunge moselove”. Her kommer angsten af det, man ikke kan leve op til. Man ved, at der er en dom, og at der er noget, man skulle have gjort, som man ikke har gjort. Her bliver Moseloven til moselove. De hæver i salmen som et billede på, at både loven og dommen bliver enormt store. De vokser ”som skumle natteskove”, og til sidst er man helt alene med dommen og alt det, man ikke kunne leve op til.

     På den måde er vi i første vers inde i et menneskes angst, men i andet vers er vi ude i byen: ”Jeg køber ind ved højlys dag”. Det er jo en meget almindelig ting at gøre. Men her går salmens stemme samtidig og ”famler efter knuder”. Det er en voldsom ting at gå og mærke på én selv og være opmærksom på ens krops symptomer. Der ligger en stærk dødsangst bag: Er der noget galt? Hvad siger min blodtryksmåler? Hvornår kommer døden? Man ved, at der kommer en eller anden dom, men ingen andre ser det: ”Alle tror, jeg går og ser på ruder”. Der ligger en kollossal ensomhed i at bære en angst, som man ikke har sprog for. En angst som kommer til udtryk ved, at man er ekstremt opmærksom på ens egen krop og på døden, som kan komme lige pludselig, f.eks. som en knude.

     Og i det sidste vers er det hele byen, der ”pumper højt af angst”. Selve verden er et angstfyldt sted at være, og selv i et prøverum kan man styrte ud over verdens ende.

Ove: Det er et godt billede. Man går ind bag forhænget og så – pist!

Iben: Ja, man skal ind og prøve noget nyt tøj, og man er af denne verden, og man har en fremtid. Og samtidig er man fuld af noget, der er så voldsomt, at man kan styrte lige ned et øjeblik efter, at man har trukket forhænget for. Og ingen ser det! Det er uhyggelig ensomt, når vi bærer en angst, vi ikke har sprog til at fortælle andre om, og som vi derfor ikke kan bekende.

Side 13

Går gennem blussende efterårsskove

Går gennem blussende efterårsskove
træernes slippende hænder
flokke af vildænder letter mod himlen
lyden af somre der ender

Går gennem byer der synker i jorden
lytter til fugle der dejser
plæner der åbner sig stille som grave
tiden en frygtelig kejser

Går under himle af flydende lava
livet: en time der brænder
løfter mit ansigt mod blikket foroven:
Her er mit liv. Jeg bekender

Ove: Her kunne biskoppen godt have tænkt lidt bedre[ii]. Han forstår ikke ”fugle, der dejser”. Han kan jo bare fortsætte med ”dejser omkuld” eller ”dejser ned fra grenen”.

Iben: Salmen handler umiddelbart om tidens gang og forfald. ”Går gennem byer der synker i jorden”: Det er verden, der forsvinder. Jeg har været meget optaget af babylonerne og assyrerne, fordi jeg er ved at nydigte de gammeltestamentlige salmer. Det har gjort stort indtryk på mig at læse om den assyriske kultur og den babylonske kultur. Den kultur har jo haft nogle helt fantastiske byer og og traditioner og templer, som i dag er helt forsvundet. Tænk, så magtfulde imperier, der er blevet borte i historien! Den tanke, at noget kan blive så stort og så bare forsvinde. Det synes jeg er virkelig vildt. Altså: alt har sin tid på jorden. Og i det helt nære, er det bare fugle, der dejser. Mennesket lytter til livets forfald. Skaberværket dør.

Ove: ”Med kraftløse vinger i bundløse grav dér sank og dér synker jo mange”[iii]. Det er faktisk et billede af det samme. Hvorfor er fuglene ikke bange for at flyve over havet? De ved, at mange omkommer undervejs. Hvorfor bliver de ved med at flyve af sted? Fordi, der er en, som styrer det hele.

Iben: Ja, jeg skriver jo: ”plæner der åbner sig stille som grave/tiden en frygtelig kejser”. Man kan gå på en plæne eller i en park, og så kan man måske have en fornemmelse af, at det her kunne blive en grav, at jorden er fuld af grave. Jeg tænker ofte på, hvor mange døde mennesker, der findes i jorden. Vores jord er smuk og fuld af liv, men den er også en grav for millioner og atter millioner af mennesker.

Ove: Jeg var optaget af de plæner, fordi de optræder flere steder og måske derfor betyder noget.

Iben: Jeg kan godt lide plæner, fordi de leder tanken hen på Paradisets Have. I dag har mange ikke længere haver, men vi har utallige plæner i byerne. Når du går på en plæne, så er du i vores tid. En plæne er jo noget meget kultiveret, noget menneskeskabt, og den er både noget, der vokser op og kan rumme død.

     I salmen her bevæger et menneske sig gennem livets forfald. Himlen er f.eks. ”flydende lava” og livet er ”en time der brænder”. Men midt i det forfald, som vi jo alle sammen lever i, løfter stemmen sig op mod Gud og siger: ”Her er mit liv”, underforstået: Her er jeg. Dette er den, jeg er: en der er ved at dø.

Ove: Det er morsomt med den formulering, fordi den måske lidt ubevidst spiller på ”Her er dit liv”[iv], en fejring af de store triumfer i et menneskes liv. Og så er virkeligheden, at vi går under flydende lava og lever en time der brænder. Livet bliver ædt op time for time.

Iben: Ja, og det er jo netop ikke nogen bekendelse af et livs storhed og højdepunkter. Tværtimod, det er det stik modsatte. Bogens undertitel er også bekendelser. Jeg læste for mange mange år siden, da jeg gik på universitetet[v], Augustins bekendelser (Confessiones) på latin, og jeg tror, at jeg siden har været dybt inspireret af den bog. Augustins Bekendelser handler indirekte om arvesyndslæren men er også en særlig litterær form: Selvbekendelsens. Og siden jeg skrev opgave i latin om Confessiones, har jeg været optaget af bekendelser.

Side 15

Herre, jeg går med en hemmelig hule i brystet

Herre, jeg går med en hemmelig hule i brystet
den omslutter dem jeg har elsket for lidt
eller rystet

Herre, min flok er så frygtelig stor. Jeg fortryder!
Ingen kan se hvem jeg egentlig er:
en forbryder

Herre, der glammer en indvandret ulv bag min trøje
Lad mig igen blive græssende får
i dit øje

Ove: Jeg så straks den indvandrede ulv. Billedet kunne blive sprængstof, fordi nationen er delt i spørgsmålet om vore få indvandrede ulve[vi]. Men man fatter jo let, hvad det handler om.

Iben: Ja, det handler om det, man har gjort forkert, om den skyld, man bærer på. Det er også en bekendelse. Og i sidste vers kommer ulven som et billede på det onde. Jeg tænker på Solen er så rød, mor[vii], hvor det netop er en ræv, som barnet er bange for. Ræven er for det lille barn et billede på det, der truer os. Og ræven har også tidligere været et billede på Djævelen[viii] .

Ove: Jeg husker, at du talte om det i forbindelse med din modsalme til Midt i livet er vi stedtSolen er så rød igen i Vor Gud, du kender vores sorg[ix]. Du sagde, at det er fordi den lusker.

Iben: Ja, det er det uhyggelige. Men her symboliserer ulven det glubske dyr inden i os: ondskaben. Her er der ikke en indre svinehund[x], men en indvandret ulv. Det onde er kommet ind i mig, og nu vil jeg gerne være et græssende får. Det kunne være det får, som Jesus er den gode hyrde for. Det er det, jeg refererer til; den bibelske modsætning mellem ulven og lammet.

Ove: Formuleringen skal få det til at spjætte i læseren, ikke?

Iben: Ja. Lige præcis.

Side 21.

Mørket driver gennem mine fingre

Mørket driver gennem mine fingre
drømme flyder ud af mine øjne
mine kæber ryster på min sofa
mine arme synker gennem løgne

Sjælen glider ud af mine negle
jeg kan ikke folde mine hænder
klipperne i lungerne er stejle
rødderne slår ud af mine tænder

Hjælp mig! for jeg kender ingen lindring
Hjælp mig! for jeg lader livet ligge
Sig mig det jeg ikke selv kan sige
Se mig selv i spejlet. Jeg kan ikke

Ove: Er dette sjælesorg eller en bekendelse, der ender i en bøn?

Iben: Ja, her taler et menneske, som er fuldstændig afmægtigt. Et menneske som kun kan sige: ”Hjælp mig!” Det tigger om hjælp, fordi det simpelthen ikke kan holde sig selv ud. Når det ser sig selv i spejlet, ser det kun løgnen. Salmen er en bøn om at blive til i Guds blik, samtidig med, at den er en tung bekendelse af alt det, et menneske bærer på. Du taler om sjælesorg, men der er ikke mere håb i det her, end der er er i en bøn. Til gengæld kan en bøn være meget stærk sjælesorg.

     I hele salmesamlingen TRE er der jo meget mørke. Alle digtene er henvendelser fra mørket. Men de har netop retning mod lyset. Og det er det, der er helt afgørende for mig, at der kan være en slags lysets retning i mørket. Ikke en retning, man selv skaber, men den kommer altid gennem en bøn: ”Kom, kom!” Det er der, hvor evangeliet kommer ind. Jeg går ud fra, at det også var det, du sagde i starten. Altså at man har brug for evangeliet, når man befinder sig i mørket. Når man ikke engang kan selv se sig i spejlet.

     Da jeg arbejdede på universitetet, forskede jeg i selvudviklingskulturen. Noget af det, man meget ofte siger indenfor selvudviklingsmiljøer, er: ”Når du står op om morgenen, så se dig selv i spejlet og sig: ”Jeg kan godt! Hvor er jeg smuk!” og klap dig selv på skulderen. Den form for selvopbyggelse kan være fin nok, men hvis det selvforherligende kommer til at dække over, at man i virkeligheden har det ad Helvede til – og det tror jeg tit, den gør – så får du bare et flødeskumssprog for dig selv, eller et flødeskumsblik på dig selv. Du bærer rundt på en helt anden virkelighed, som er sprogløs, og som kommer til at fylde det hele. Så i dette digt ser man ikke sig selv i spejlet og siger: ”Nej, hvor er du skøn!”. Man håber på, at der er én udefra, altså Gud, der kan sige: ”Du er okay!” En, som bare ser mig, som jeg er, og siger: ”Jeg elsker dig alligevel”. Man er ikke en mester, der kan alting, man er bare den, man er.

Ove: ”Jeg kan ikke” er ikke en sort ende. Det betyder jo, at Gud kan.

Iben: Ja, for når man fortæller et andet menneske: ”Jeg kan ikke det her”, så gør man det jo tit, fordi den anden skal sige: ”Nu skal jeg hjælpe dig”.

Side 31

Gud, tag mig i voldsomme hænder

Gud, tag mig i voldsomme hænder
jeg længes med glødende knogler
mod øjne så store som stjerner
mod dommens vulkaner, der svovler

for det har jeg længe ventet
og det har jeg længe frygtet
og det har jeg længe drømt om:
du finder mig, når jeg er flygtet

så se mig præcis som jeg råber
lad storskærme skælve og styrte
så ved jeg at jeg er fundet
så ved jeg at du er min hyrde

Ove: Der er fåret igen. Er det det, der er kommet væk fra flokken og den gode hyrde?

Iben: Det kunne det sagtens være. Nogle gange gør det ondt at komme hjem. Og der er nogle stadier i det at komme hjem, når man har været borte fra nogen. Der var måske en årsag til, at jeg kom væk, og hvis den årsag ikke får lov at fylde, så bliver hjemkomsten ikke til en rigtig velkomst. Så bliver det til noget hult. Det er derfor, jeg er så optaget af dommen og vreden som stadier i et menneskes hjemkomst til Gud. Men det ender med en velkomst; at man finder ud af, at man er fundet, og at man har en hyrde. Når stemmen i salmen siger: ”så ved jeg, at du er min hyrde”, så er det jo en trosbekendelse. Men den kommer først efter, at man har længtes voldsomt, ikke efter det, en hyrde gør, nemlig hjælper en og leder en, men efter en dom: ”vulkaner, der svovler”.

Ove: Jeg har aldrig tænkt på lignelsen om den gode hyrde set fra fåret. Det er sådan, det er. Fåret alene i bjergene svæver faktisk i livsfare. Sådan har vi det, når vi er det får.

Iben: Noget andet er, at når du siger det sådan, så tror jeg måske egentlig, at jeg lige i det her digt både kan se en bøn til den gammeltestamentlige Gud og til den nytestamentlige Gud. Altså: ”Gud, tag mig i voldsomme hænder” – det er den vrede gammeltestamentlige Gud, og der er dom. Og så slutter det med hyrden. På den måde er der en rækkefølge fra Det gamle Testamente til Det nye Testamente. Det arbejder jeg meget med, som en fortsat fortælling om bevægelse

Ove: Hvornår er arbejdsdelingen mellem Gud og Satan afsluttet? Hvornår er vi fremme ved Luthers Vor Gud han er så fast en borg? Der er der ingen tvivl om, at Gud og Djævelen har hver sin side. Vi når ikke helt i mål i Det ny Testamente, det er snarere den kristne tradition, der fuldender delingen.

Iben: Nu hvor jeg nydigter de gammeltestamentlige salmer, har det slået mig, at de gamle israelitter er meget selvretfærdige. Selv om de synes, de har gjort alt det gode, så rammer lidelsen dem. Gud er jo på mange måder mere dyb i Det gamle Testamente, fordi han både tugter og straffer og rammer og frelser og henter ud. Det er jeg meget optaget af: det dybere gudsbegreb, at Gud er utilregnelig, og at mennesker ikke altid forstår, hvad der kommer fra Guds hånd. Det smukke er jo, at Gud bliver større og mere uudgrundelig på den måde. I senmiddelalderen er Djævelen derimod blevet til en meget selvstændig magt, som står næsten ligeværdig med Gud. Gud er god, Djævelen er ond. I Det gamle Testamente er Gudsbilledet anderledes. Det synes jeg er meget spændende at arbejde med i de her digte.

Ove: Det er let at bedrage sig til at tro, at vi forstår. Det gør vi ikke. Gud er fuldstændig uberegnelig. Ebbe Kløvedal Reich sagde det lidt kålhøgent, at Gud i 1. Mosebog opfører sig som et to-års barn og river det i stykker, som han selv lige har bygget, men det er at komme meget nemt om ved det. Gud er derimod både konstruktion og destruktion.

Iben: Ja, det er jeg fuldstændig enig i. Når man siger: Gud har vist os sit sande ansigt igennem Jesus Kristus som ren kærlighed, så betyder det jo ikke, at vi forstår den kærlighed, eller Guds kærlighed altid viser sig for os på den måde, som vi tror, kærlighed fungerer på.

   Måske en ting mere her, omkring det at være væk. Der står: ”du finder mig, når jeg er flygtet”.  Der står ikke: når jeg er blevet væk. Det vil sige, at der måske også er en aktiv handling bag bortkomsten. Måske er mange af os i dag flygtet ret aktivt fra Gud.  

Ove: Ja, hvorfor bliver fåret væk? De fungerer jo ellers godt som flokdyr.

Side 35

Når der siver solnedgang gennem mine hænder

Når der siver solnedgang gennem mine hænder
og jeg skriver afskedsbrev i en mørk kalender
når der flyder engle ud af min spinkle kerne:
Lov mig, Gud, at over alt står din nye stjerne

Når mit morgenglas er fyldt af den næste smerte
og jeg langsomt løfter det med fortvivlet hjerte
når jeg trygler: Tag mit glas! Fri mig fra det onde!
Lov mig, at det nok skal gå: Sammen kan vi bunde

Når det sidste fadervor rører mig på kinden
og min barndoms salmesang bølger ud i vinden
Løft mig som dit lille barn, dæk mig med dit amen
ingen magt skal skille os. Mor og barn er sammen

Ove: ”mine hænder” er vel dem, der udfører mine handlinger. ”jeg skriver afskedsbrev i en mørk kalender”, betyder vel, at det er ved at være forbi.

Iben: Det er henimod livets aften eller mulighedernes afslutning. Det er en trefoldig bøn. Det første vers handler om afslutning, om aften, om livets ende, og det næste vers handler om smerte i livet. Verset refererer også til ”denne kalk” (Mark 14,36 par.), for her taler et lidende menneske, som gerne vil befries for sin næste kalk. Mennesket trygler: ”Tag mit glas, tag det fra mig”, ligesom Jesus siger: ”Fri mig fra det onde”. Det er ikke sikkert, at det onde bliver taget fra en, men bønnen kender vi alle sammen. Og så det sidste vers: ”Når det sidste fadervor rører mig på kinden”. Det er på dødslejet.

Ove: Ja, det korresponderer med ”Fri mig fra det onde”.

Iben: Ja, igennem Fadervor og måske den sidste salmesang. Det er ikke alle mennesker, der får lov at blive gamle og være vågne på deres dødsleje, men der er noget smukt over, at barndommen  kommer til at fylde mere i alderdommen. Jeg har lige snakket med en gammel faster, som opholder sig meget i sin barndom, og selv om det har noget at gøre med hjernens funktioner, der bliver indskrænkede, er der også noget smukt over, at man på en måde bliver barn igen. I salmen udtrykkes det ved: ”Mor og barn er sammen”. På et tidspunkt stod der ”Far og barn er sammen”, men det endte altså med en mor.

Ove: Det ligner jo Gud som vores mor, både i Det gamle og Det nye Testamente: ”Du er min søn, jeg har født dig i dag” (Hebr 1,5. Sl 2,7). Det er meget rigtigt, at det er mor og barn, fordi hele situationen er en mor-og-barn-situation.

   Jeg faldt over ”Sammen kan vi bunde”. Betyder det, at her ude på det dybe vand kan vi sammen nå bunden, hvis jeg står på dine skuldre?

Iben: Det betyder også sammen kan vi ”bunde”. At hvis vi kan drikke det glas, den kalk, sammen, så kan vi stå det igennem.

Side 51:

Når timen kommer, den sidste vågne time,

Når timen kommer, den sidste vågne time
hvor natten hvisker sit mørkemilde: kom
og solen smelter i stråler over sengen
og dækker alt med din infrarøde dom

Så vær mig nådig og giv mig sommerenge
og læg din aura omkring min svage krop
og brænd dit nordlys hvor jord og himmel mødes
og fyld dit håb i mit allersidste drop

Og lad mig stige igennem himlens have
og svæve op fra den store aftengru
imens du passer på alle dem jeg elsker
imens du siger det sagte: det er nu

Ove: Det minder mig om Der var engang en vinternat[xi]. At dø under himmelen.

Iben: Ja, det her er jo også et dødsdigt. Det er en bøn i den sidste vågne time, man har i verden. Der er mange mennesker på sygehusene, som dør med drop. Jeg kan godt lide billedet af, at i det allersidste drop, der kommer der noget andet, en anden form for kilde; der kommer det håb, der ikke er mit håb. Der står: fyld dit håb i mit sidste drop, og det er afgørende for mig, fordi jeg tror, at vi mennesker har alt for store håb til os selv, og vores egne håb kan vi ikke bruge til ret meget. Håbet må altid være det, der kommer udefra. I det øjeblik jeg giver slip på min egen forhåbning, så er der plads til det nye håb, der kommer fra Gud. Og så er der i salmen et ønske om, at man får lov at stige op i himlen fra den store aftengru, og en bøn om, at dem, man elsker, bliver taget vare på: ”imens du passer på alle dem jeg elsker/imens du siger det sagte: det er nu”. Det er dødens øjeblik. Det er nu. 

     Man taler tit om, at man skal leve i nuet, men det nu, der er her, det er dødens nu. Det synes jeg, der er noget smukt over, fordi det er der, alting slipper, og det er der, Gud kommer. Men jeg forestiller mig, at noget af det sværeste ved at dø må være, at nu kan man ikke længere selv sørge for dem, man holder af. Derfor handler dødstimens bøn ikke bare om, at man selv kommer i Guds hænder, men også om, at Gud tager sig af ens elskede, når man ikke længere selv er i live.

Side 67

Om dagen kan jeg selv behandle rust.

Om dagen kan jeg selv behandle rust
om natten er jeg sort og hypokonder
jeg holder fast i undergangens kost
og styrer den mod nye horisonter

jeg vandrer i de døendes geled
hvor kroppen kun har rædsel at forbrænde
jeg stirrer mod min afgrund ligefrem
og får signaler fra den anden ende

Gud kom med magt og tag mit dødssymptom
og læg det i dit brændpunkt før jeg sover
og syng for mig, syng solen er så rød
og lov mig til det sidste: det går over

Ove: Her er noget, der ligner Solen er så rød igen

Iben: Ja, men i det første vers er der en henvisning til Esajas, hvor Gud fejer med en kost, og det symboliserer undergang og død (Es 14,23).

     Jeg har skrevet videre på billedet, sådan at kosten nu er en, som man selv styrer, som når man gør rent efter sig på vej mod nye drømme og ny storhed. Men i virkeligheden vandrer man i de døendes geled, og det, vi forbrænder, det er ren rædsel. 

Ove: Det minder mig om, at Solen er så rød igen er en gendigtning af Midt i livet er vi stedt. For det her er jo Midt i livet er vi stedt.

Iben: Ja, og jeg tror, at den sidste bøn: ”syng for mig, syng solen er så rød”, det er bønnen om, at man får lov til at være barn igen, og at Gud sidder her som vores mor, der synger for os. Og så ”lov mig til det sidste: det går over”: at døden og smerten er stadier.

Side 83

Kom med dommens tunge kappe

Kom med dommens tunge kappe
læg den over mine skuldre
tyng mig ned, lad jorden skælve
ryggen ryste, himlen buldre

Jeg bekender: jeg har syndet
jeg har midnatstid at skylde
der står urner fyldt med navne
på mit køkkens høje hylde

Lad mig vente på din slette
optændt af din aftenrøde
til jeg ser dit store ansigt
og du rejser mine døde

Ove: Det glæder mig, at det vigtigste er, at ofrene for mine synder oprejses.

Iben: Det er der, Gud virkelig virker, fordi vi ved jo godt, at vi ikke kan gøre det godt igen, vi har gjort forkert her i livet. For mig betyder døden på korset, at der er håb for alle ofre i verden. Og at opstandelsen kommer til at gælde alle dem, som har lidt, og alle dem, hvis urner i overført betydning står i vores køkkener rundt omkring. Alle dem, vi gjorde ondt.

Ove: De skal oprejses først, og deres krop og sjæl skal heles efter alt det onde, jeg har gjort. Derefter kan vi snakke om, hvad der skal ske med mig. Gennem adskillige begravelsestaler fandt jeg til sidst ud af, at det var sådan, det hang sammen. Syndernes forladelse fuldendes i opstandelsen.

Side 93

Du gav os liv, du sagde: I skal leve

Du gav os liv, du sagde: I skal leve
du døbte os i lysvildt bibelsprog
og lod os trække vejret i en verden
hvor vi fik lov at skrive på din bog

Nu kommer vi med tunge skridt i sjælen
vi bærer vores dystre tabstal frem
vi bærer dem som børn der faldt på vejen
vi bærer dem som børn vi bærer hjem

Vi løfter vores afgrund for dit ansigt
vi kaster os for dommen på din bred
vi griber dine ben, vi slipper ikke
før du velsigner os. Vi bliver ved

Ove: Her ser man klart, at du sidder med Davids Salmer. Det begynder med skabelse og dåb, og alt er godt, men til sidst er vi nede i en desperation som minder om Jakobs kamp. Det er med vilje, ikke?

Iben: Jo, det er det.

Ove: Det er slut. Alt det herlige lyse, vi fik, er sort som kul, tilbage er kun ”jeg slipper dig ikke”.

Iben: Ja, jeg har jo hentet det billede fra Jakobs velsignelse i 1. Mosebog 32, 27. Jeg har bare omformuleret det: ”Vi bliver ved”. Man er helt nede og gribe efter Guds ben, nede og  trygle, sagt med Luthers ord: ”Wir sind Bettler”[xii].

Side 107

Vi skal bare røre dit støv

Vi skal bare røre dit støv
så er du nær
vi skal bare være os selv
trække dig vejr

Der er ingen menneskedom
som flår dig bort
intet vi har gjort på en nat
intet for stort

Vi har ingen selvsikret tro
intet at nå
intet vi kan give dig, kun
alting at få

Ove: Det er det klare lys, at ”du” er så tæt på os. Det er fordi, vi nu har talt meget om det sorte og tunge, og så får dette lysprogram. Det er også en bekendelse, ikke?

Iben: Min tanke er, at alle disse voldsomme bekendelser af synd og smerte og forfald både er syndsbekendelser og trosbekendelser til Gud, fordi de kommer fra en situation, hvor Gud er nødt til at komme. Salmens ”intet at nå” står i modsætning til alt det, vi skal nå hele tiden, for over for Gud har vi ingen gaver, vi kan give. Det er ren lutherdom. Altså, do ut des[xiii], det tæller ikke her, for vi har kun alt at få.

Side 113

Du stråler i fortidens templer

Du stråler i fortidens templer
din skikkelse flimrer i løgne
dit ansigt er malet af andre
du ser os med kunstige øjne

Du hvisker med præsternes stemmer
der kalder dig Herre og hyrde
men hvor er du henne i verden
hvornår vil du tage min byrde?

Hvor var du da terroren ramte
og jorden blev optændt af klage?
Hvorfor blev du ved med at komme?
Hvorfor er du kommet tilbage?

Ove: Benedikte Støvring er meget optaget af din tanke om en salme, der kun består af spørgsmål[xiv]. Er vi her på vej til den salme? Din sidste strofe er jo spørgsmål på den intelligente måde. De rummer en angivelse af kursen til svaret.

Iben: Ja, for det er jo ikke bare åbne teodicé-spørgsmål a la: ”Hvor var du da terroren ramte og jorden blev optændt af klage?” I salmen står der også: ”Hvorfor blev du ved med at komme?” Salmestemmen er allerede i dyb samtale med Gud, som er til stede trods sit tilsyneladende fravær. I selve spørgsmålene til Gud, som er kommet til stede i bønnen, ligger svaret.

Ove: Hvis hele salmen bestod af den type spørgsmål, ville alle forstå svaret.

Iben: Salmens første vers handler også om Guds fravær og nærvær på én gang: Her har jeg tænkt på os mennesker som betragtere af malerier eller afbildninger af Jesus, så han ”ser os med kunstige øjne”. For mange af os er Jesus også en Gud, vi møder gennem kunsten, altså gennem æstetik. Guds øjne er blandt andet skabt af kunstnere. Han er her ikke selv rent fysisk. Men historien og kunsten og andre menneskers erfaringer kan være vores adgang til ham. ”Du hvisker med præsternes stemmer”, står der i salmen, og de ”kalder dig Herre og hyrde”. Gud kommer her gennem andres tro og erfaringer. Og gennem det sære spørgsmål: ”Hvorfor blev du ved med at komme?”. I kunsten kommer vi både på afstand af – og meget tæt på – Gud. ”Hvorfor er du kommet tilbage?” spørger salmestemmen næsten som en rystet tvivler; hvorfor er du alligevel ikke væk?

Ove: Den er lige til at træde ind i for en god moderne tvivler på alt: Du lever i et museum, er der overhovedet liv i dig?

Iben: Vi har alt det overleverede, men hvad med nu?

Side 137

Du brænder i sjælens fortvivlede rod

Du brænder i sjælens fortvivlede rod
til smerten har gjort hvad den skulle
og ud af hver eneste skræk i et blod
og ud (af) hver eneste kulde

skal livet stå op i en glitrende regn
der stiger og stiger og stiger
igen skal vi gå på din lysende egn
hvor håbet har tusinde stiger

hvor svaler fra lande vi glemte at se
og storke fra barndommens tage
er landet med fødsler der endnu kan ske
og lyset er kommet tilbage

Ove: Dom, straf, og velsignelse i de to sidste vers?

Iben: Ja. Og så er der noget, som jeg selv har tænkt over i det digt. De første to vers: ”Du brænder i sjælens fortvivlede rod”, ”til smerten har gjort hvad den skulle”. Det er noget, jeg selv kæmper meget med: hvorvidt der er en mening med det, der rammer os, en mening med modgangen. Om der er nogle døre, der lukker i for os, fordi nye skal gå op. På den ene side set er det en tanke, jeg ikke bryder mig om. Men på den anden side er det en smuk tanke.

     Når jeg møder mennesker, som siger: ”Jamen nu kom jeg ud for den her forfærdelige ulykke, for at jeg skulle lære …”, så tænker jeg, at det menneskes erfaring enten kan dække over noget totalt meningsløst, som fejlagtigt tilskrives mening, eller at der faktisk er den mulighed, at der lå et eller andet andet bag, en højere kærligheds mening. I ”til smerten har gjort hvad den skulle” ligger den lille antydning, at smerte er ikke bare noget, vi har her i livet, men også noget der er med til at forme os og give os en retning, og som måske endda kan have et ukendt formål, også selv om tanken kan være meget frastødende.

Side 143

Lad min livstid lyse stille

Lad min livstid lyse stille
så det bedste jeg får gjort
bliver til et håb for nogen
der har set et lys gå bort

Spred dit rige som en salme
når den sidste trøst er stum
lad de sjæle jeg forsømte
feste i dit lyse rum

og lad dem som tabte kampen
få det liv de ikke fik
se dem, hør dem, rejs dem alle
på dit store øjeblik

Ove: Endnu et eksempel på, at det vigtigste er, at de, der kommer foran og bliver oprejst først, er dem, vi har syndet imod,.

Iben: Ja. Og det er jeg glad for, at du har lagt mærke til, for det er vigtigt. Meget ofte er vi i vores salmer meget selvcentrerede; salmerne handler gerne om min frelse og min synd. Men opstandelsen er jo meget mere, end at vi selv får guddommelig goodwill. Opstandelse er også ofrenes oprejsning ude i verden i meget, meget større forstand end vores eget lille gudsforhold.

Ove: Selv om vore synder ikke tilregnes, arbejder de sig videre ud i verden som nogle onde kræfter, der gør verden ringere.

Iben: Ja. Det gør de da. Og der er vi selv afmægtige, for vi kan jo ikke genoprette alt det, vi har ødelagt. Der har vi virkelig brug for Gud. Vores synders forladelse er jo én del af nåden, men oprejsningen af vores ofre er mindst lige så vigtig. At Gud er der for dem. Der er ikke meget ved at få sine synders forladelse, hvis ens ofre ligger uigenkaldeligt derude og bløder. Så dejligt, at du har læst det.

Ove Paulsen

Liturgihistoriker med særlig interesse for salmer som liturgiske led. Medarbejder ved Martin Luthers psalmer i de nordiska folkens liv 2008. Redaktionsmedlem Hymnologiske Meddelelser 1996-2005. Ansvarshavende redaktør for Hymnologi – Nordisk tidsskrift fra 2006. Medredaktør af og medarbejder ved Luthers salmer på dansk. Tekst, melodi, liturgi og teologi, 2017. ove@hymnologi.com


Noter:

[i] Også til stede: Christian Hebell Paulsen, lyd- og billedoptagelse. Samtalen fandt sted fredag 22. juni 2018.

[ii] Biskop Steen Skovsgaards anmeldelse af TRE i Kristeligt Dagblad 20. juni 2018.

[iii] N.F.S. Grundtvig: I falmende blade, du kølige vind (1845). DDS 653.

[iv] TV-show, der var populært i Danmark (DR) i 1980’erne, hvor spændende (dvs. berømte) personligheder blev ”kidnapped” og fik lov til at kommentere et show, der viste deres livs højdepunkter.

[v] Iben Krogsdal har studeret og siden forsket religionsvidenskab på Aarhus Universitet. Ph.d 2009.

[vi] Ulven genindvandrede i Danmark i 2012 efter 200 års fravær. Den aktuelle bestand skønnes at være på seks individer.

[vii] Børnesang fra 1915 om at være bange om aftenen og for mørket. Tekst: Harald Bergsted. Melodi: Carl Nielsen.

[viii] Symbol på falskhed og svig, ja selve Djævelen i middelalderlig dyresymbolik.

[ix] Se samtalen om Iben Krogsdals Luther-gendigtninger Vor Gud, du kender vores sorg (2016) på https://www.hymnologi.com/i-samtale-1-iben-krogsdal/

[x] Udtrykket ”Den indre svinehund” stammer formentlig fra Jens Galschiøts kolossal-monument (20 22 tons tunge betonskulpturer, der minder om svin) 1993, oprindelig om godt og ondt i mennesket og en forpligtelse til at holde styr på det onde. Optaget i samfundsdebatten af venstrefløjen og brugt til at dæmonisere politiske modstandere med.

[xi] Modsalme til Det kimer nu til julefest, Fra himlen højt kom budskab her og Fra himlen kom en engel klar fra samlingen Vor Gud, du kender vores sorg, jf. ovf.

[xii] De sidste ord, Luther skrev. ”Wir sind Bettler, das ist wahr”.

[xiii] Latin: Jeg giver, for at du skal give. Religiøs mekanisme, hvor man ofrer til guddommen for at få noget igen.

[xiv] Hymnologi – Nordisk tidsskrift 1-2 2018, side 63.