Privatfoto
Privatfoto
Kære alle!

Det er en god dag for salmesangen i Danmark; en rigtig god dag! Med den nye bog i hymnologi har vi nemlig i dag fået den grundbog, der på én gang kortlægger, gør status over, reflekterer over og perspektiverer salmesangen i Danmark i ordets bredeste betydning.
Det er en stor glæde for mig at få lov til at sige nogle ord om bogen, som jeg som en af de første har fået lov at læse, selvom jeg godt nok kun har haft bogen som løse papirer foran mig, indtil for tre dage siden – så bogen er ER helt nyfødt!

For mig har bogen først og fremmest været en øjenåbner for, hvor vigtig en del af dét at være menneske, det er at synge; hvor vigtig en del af et kulturelt fællesskab det er at synge sammen, og hvor vigtig en del af dét at være kristen, det er at synge salmer.
Bogens understregning af salmesangens betydning fik mig under læsningen til at tænke på en mand, der for nogle år siden i forbindelse med et forskningsinterview fortalte mig sin egen, personlige sanghistorie. Han var som barn af sin pertentlige mor blevet bedt om ikke at synge med på hverken salmer eller anden fællessang, fordi han sang pivfalsk. Moderen havde instrueret ham i at mime i stedet. Så det gjorde han, og han blev efterhånden rigtig god til det. Han mimede sig ganske enkelt gennem al sang i årevis. Da han så en dag var blevet gammel, og hans forældre for længst var borte, skulle han til barnedåb. Til dåben sad han ved siden af sit barnebarn, en lille pige, og mens menigheden synger første salme, ser pigen på ham: – ”Morfar, hvorfor siger du ikke noget, når du synger?” Konfronteret med pigen syntes manden alligevel, at han var nødt til at synge – og så sang han, pludselig, efter mere end halvtreds års mimen. Da han lidt efter gik ud af kirken, måtte han skynde sig at gå afsides. Han græd som pisket! For som han sagde: ”der blev jeg kristen igen”.
Der var simpelthen for ham tale om en genfødsel – ikke ved vand og vin. Men ved sang. Mandens historie viser, at dét ikke at have en stemme i den fælles sang kan være dødeligt, og dét at få den igen kan være en ren opstandelse.
At vi synger sammen er ikke bare, at vi synger sammen. Det er, at vi giver hinanden stemme og bliver hinandens stemmer. Det er at vi er levende ord. Det er, at vi deler menneskelighed, vilkår og skæbne på godt og ondt.

I den grundbog i hymnologi, vi fejrer i dag, bliver denne salmesangens enorme betydning udfoldet, både på det individuelle, det kollektive og det kirke- og kulturhistoriske plan.
I bogens forord skriver redaktørerne, Hans Raun Iversen og Peter Balslev-Clausen, at ”salmesang er den vigtigste praksisform i dansk kirkeliv”, og at de med den nye grundbog gerne vil fremme indsigten i salmesangens praksis. Frem for at skrive en monografi har de derfor valgt at lade en lang række fagfolk komme til orde og give hver deres perspektiv på salmesangen. Bogens 18 forfattere kommer således fra felter lige fra litteraturvidenskab og musikvidenskab til praktisk teologi og tv-produktion.
Tilsammen giver denne flerstemmighed af fagkyndige stemmer en vid, og nogle gange overraskende, indsigt i salmesangens verden – ligesom de mange stemmer i sig selv på smukkeste vis bliver en illustration af, at salmesangen, og hele feltet omkring den, altid består af mange stemmer. Ingen kan udtømmende alene skrive salmesangens historie – men når mange nok kommer med deres vinkler, træder den store historie tydeligt frem – som vores fællesfortælling.

Det er især to ting, der gør dagens udgivelse så ny og anderledes og bredt anvendelig. For det første dens mangfoldighed af kvalificerede stemmer, og for det andet dens vægt på salmesangens praksis.
I indledningen skriver redaktørerne, hvad bogens sigte er, nemlig: ”at den indsigtssøgende læser i de næste 20 år eller mere skal kunne få besked om, hvad man skal vide for at kunne fungere og reflektere og evt. foretage studier og udviklingsarbejde mht. salmer og salmesang”. Sådan! Bogen skal give indsigt og udsyn – og inspirere til at arbejde med salmesang både teoretisk og praktisk. Og det gerne mange år ud i fremtiden! Det er flot; det er stort tænkt – og for os andre er det også tiltrængt tænkt: Det er godt, at vi kan få en bred og i forhold til tidligere bøger udvidet indføring i salmesangen netop i disse år, hvor man godt kan forfalde lidt til mismod over sangens status generelt, og over salmesangens status i særdeleshed.
Men hvor man også, ikke mindst ved at læse denne bog – kan få en begrundet fornemmelse af, at der er noget på færde; noget der vokser; noget der stadig lever, om end på andre vilkår og i nye former; noget der – om man vil – nægter at give op, nægter at lade fællessangen forstumme, selvom bogens forfattere netop selv beskriver, hvordan sangen ikke længere binder os sammen som mennesker, folk og menighed på samme selvfølgelige måde som før.

Bogens første hovedafsnit handler om salmesangens fænomenologi. Erik Skyum-Nielsen diskuterer, dels hvad en salme er, dels hvordan arven fra de store digtere Kingo og Brorson og Grundtvig er blevet forvaltet i nyere salmedigtning. Skyum-Nielsen demonstrerer nogle steder helt ned på sætningsplan, hvordan ordet så at sige ”virker” i salmens strofer. I gennemgangen af Hans Anker Jørgensens salme ”Du satte dig selv i de nederstes sted” påpeger Skyum Nielsen eksempelvis, hvordan man ad grammatisk vej kan forklare, hvad Jesu efterfølgelse går ud på, nemlig dét at man som salmesyngende bliver subjekt i en sætning. For mig var denne konstatering lidt af en aha-oplevelse; salmeuniverset forunderligt åbnet gennem noget så fundamentalt som vores sprogs grammatik.
I de efterfølgende artikler gennemgår Ole Brinth salmen som tekst og melodi: Hvad gør en tone ved en tekst? Hvordan spiller tekst og melodi helt grundlæggende sammen? Og så fortæller Inge Marstal os, hvad sangen gør ved os – både ved vores måde at opleve os selv på, og ved vores måde at være sammen med andre på: ”når man synger sammen, hører man sammen”.
Når man har læst det første hovedkapitel af bogen, kan man slet ikke være i tvivl om sangens kvaliteter; og skal man ud og argumentere for, hvorfor vi skal synge mere i Danmark, så kan man hente alle sine grundargumenter her!

I bogens næste to hovedkapitler er det salmepraktikerne, der taler. Korlederen, organisten, babysalmesangsinstruktøren, præsten der skal vælge salmer til gudstjenesten.
Lotte Smith-Petersen giver ideer til, hvordan man kan gribe salmesangen an på nye måder i dag, hvor folkeskolen ikke længere som før er inde over salmeoplæringen. Hun fortæller om de rent sangtekniske problemer, man som korleder står overfor i dag, når man stadig oftere arbejder med utrænede stemmer og særligt med børn, der ikke er vant til at synge salmer. Og Inge Marstal giver os babysalmesangens korte og fantastiske historie, som hun jo selv har en hel del at gøre med – og det er vi mange, der er hende taknemmelig for! Helle Krogh Madsen fortæller om salmesangsundervisningen i folkeskolen i dag og peger især på sangens dannelsespotentiale, mens Birgitte Eberts artikel er et katalog over nye salmetiltag, hvor man kan hente ideer til alt fra salmesang for demente – (og det giver jo et vist fremtidsperspektiv for os alle) – til natkirkesang og salmemaraton. Mads Djernes fortæller derefter om kirkemusikuddannelsernes måder at ruste de studerende til at arbejde med og undervise i salmesang.
I artikler af Marianne Christiansen om salmesangen i kirken får vi bla. lov til at følge præsten i hendes overvejelser om salmevalg, da hun jo sidder med den ”suveræne salmemagt”, og vi får indblik i, hvilke salmer der – så vidt man ved – bliver sunget mest i dag. Her er man også godt hjulpet af Janne Wibroes og Simon Kangas Larsens opgørelse over salmevalg til radio-og tv-gudstjenester. Ifølge Christiansen er det meget vigtigt, hvilke salmer præsten vælger, også selvom folk faktisk ikke altid – som det f.eks. er tilfældet med festsange – ved, hvad de sidder og synger med på!
Hvordan man i øvrigt kan arbejde med gudstjenestens former giver Povl Chr. Balslev og Jesper Hougaard Larsen os deres erfaringer med. De fortæller om de muligheder, der ligger i at inddrage rockpoesi i gudstjenesten. Hvor salmer ofte slutter med udråbstegn, slutter rocktekster gerne med et spørgsmålstegn – og her knytter de måske netop på en ny måde an ved det moderne menneskelivs tvivl og søgen.

I grundbogens anden halvdel er det ikke praktikken, men traditionen, der bliver belyst, og nu teoretisk. Her kan man som læser gå mere i dybden og få den historiske baggrund for salmesangen i Danmark i tætpakket form. Jan Sievert Asmussen fortæller om de gammeltestamentlige salmer og giver et indblik i deres fremførelseshistorie. Tænk, der var engang, hvor teologer var sangere – i modsætning til i dag, hvor teologer vel først og fremmest er talere.
Der var også engang, en salmebog kostede det samme som en ko! Det fortæller Peter Balslev-Clausen i en af sine solide og velkomprimerede gennemgange af salmebøgernes – og siden salmedigternes – historie og salmesangens op-og nedture siden reformationen. Det er ikke kun i dag, salmesangen er lidt af lave, det har den været før!
Hvorvidt Den Danske Salmebog fra 2003 først og fremmest er en op- eller nedtur for dansk salmesang, er der ikke helt enighed om. Det kan man læse om i Erik Norman Svendsens førstehåndsbeskrivelse af salmebogens tilblivelse og den debat, der fulgte i dens kølvand. Man kan også blive klogere på danskernes forhold til salmer ved at læse Hans Raun Iversens artikel om salmesangen som folkekirkelig praksisform. Og vil man have mere musikteoretiske indføringer i salmesangen, kan man med fordel dykke ned i Nils Holger Petersens diskussion af salmemessen og laubianismen, i Ole Brinths artikel om salmemelodiers melodiske, harmoniske og rytmiske former op gennem historien og Birgitte Eberts koralbogshistorie – alle tre artikler, der frem for alt rejser spørgsmålet: Skal kirkens tonesprog være særegent – eller snarere folkeligt – eller noget midt imellem?
I grundbogen er der allerede en ansats til svar på dét spørgsmål; i hvert fald er det forfriskende, at en spændende artikel af Mark W. Lewis om gospelsang har fået plads under overskriften ”Musikken i den danske salmesangstradition”. Det viser, at redaktørerne i den grad har tænkt bredt og nyt. Samtidig med, at de har tænkt dybt og solidt.

Alt i alt tror jeg ikke, at der med disse mange fremstillinger – og med bogens mini-salmekanon med 117 salmer – kan være tvivl om, at dagens udgivelse fremover vil blive den væsentligste kilde til grundviden om salmesang i Danmark. En kilde til at gå på opdagelse i salmesangen. Måske endda også til fornyet ’opdragelse’ til salmesang?
For, som det også fremgår af bogen, så er der jo en del at tage fat på. Der findes nok mange nye kor og mange nye salmesangsinitiativer og mange gode viljer – men der findes ingen folkebevægelse for salmesang!
Og ligeså eksistentielt vigtige salmerne kan være for nogen – ligeså fremmede og uvedkommende kan de opleves af andre, ikke mindst dem, der aldrig har fået de gamle salmer åbnet, og heller ikke har fået dem sunget ind i kroppen.

I den forbindelse vil jeg afslutningsvist fortælle om en midaldrende, kulturkristen kvinde her i København, jeg mødte for tre år siden. Jeg skulle interviewe hende i forbindelse med et forskningsprojekt om danskernes tro, og da jeg talte med hende, stod hun midt i sit livs krise. Hun havde lige mistet sit arbejde, hun havde aldrig fået mand og børn, og hun følte, at livet var meningsløst. Hun sagde: ”Når jeg vågner om morgenen, så tænker jeg: Åh, i dag skal du igen selv opfinde meningen med livet!”
Kvinden havde, fjorten dage før jeg mødte hende, fået den tanke, at hun for første gang i mange år ville gå i kirke. Måske kunne hun finde mening der? Hun gik så til gudstjeneste i sin lokale sognekirke, og et stykke inde i gudstjenesten skulle menigheden synge Grundtvigs “O kristelighed”. Kvinden kendte godt salmen og begyndte at synge med, men så, kort efter, fik hun det dårligt. For hvad var det egentlig, hun sang? ”Kristelighed?”. Hvem var det? Det var i hvert fald ikke hende. Det måtte være den eksklusive klub af de andre, de kristne! Og hvad med hele Grundtvigs lovprisning af troen og håbet og kærligheden og helligånden? Den kunne hun heller ikke være med på, selvom hun ønskede det. For hun var jo ikke engang troende – højst åben eller søgende. Eller, som hun sagde om salmen: ”Jeg var bare slet ikke der…!”

Det er tankevækkende, hvordan en af vores allersmukkeste kernesalmer kan virke på et menneske, der aldrig har fået salmen åbnet og ikke er vant til at komme i kirken. Hvor man kunne have håbet, at salmens fantastiske tekst havde løftet hende – lånt hende sine ord, sin tro, sin glæde – så virkede lovprisningen i kvindens tilfælde lige modsat. Den fik hende til at føle sig fremmed, fordi dens udgangspunkt var en helt, helt anden virkelighed end hendes. Kvinden var ikke en naturlig del af en menighed; hun oplevede, at hun kom udefra, fra en verden i skred.
Jeg tror, at alle vi som arbejder med salmer – både teoretisk og praktisk – skal tage det meget alvorligt, at menneskers virkelighed forandrer sig, at vores sprog forandrer sig, og at vores forhold til det, vi kalder Gud, forandrer sig. Og jeg håber personligt, at den nye grundbog i hymnologi vil være med til at stimulere salmesangen, både i dens kendte og nye former.
Som en af jeres første læsere vil jeg hermed gerne sige jer redaktører, forfattere og udgivere TUSIND TAK for bogen! Forhåbentlig bliver den et vigtigt led i uddannelsen – og dermed selve dannelsen – af de nye generationer, der skal bære salmesangen ind i dens meget åbne fremtid.
Jeres nye grundbog i salmesang kommer, tror jeg, ikke bare lige i tide, inden det er for sent. Den kommer, tror jeg nok, lige til tiden.